2009-12-29 – Sydney-mail

Hej alle sammen

Vi håber at julen er godt overstået og at I har fået hvad I ønskede jer.

Hernede har vi for første gang oplevet årets længste dag 2 gange på ét år. Og anden gang befandt vi os i det nordøstlige Tasmanien mellem St. Helens i øst og Legana nord for Launceston.

Juleferien har vi tilbragt i en lille cottage – lidt større end vores lejlighed i Mikkelborg – i Cradle Mountain. Vi ved nu hvad det vil sige, efter en barsk tur i bjergene, at komme trætte hjem til en hot Spa på vores veranda – se selv – det var butleren der tog det. Vi har pademelons og wallabies udenfor hoveddøren og wombats og echidna’er i baghaven. Og i søen ved restauranten er der en platypus så det er ren naturoplevelse.

Vi har også lært lidt om de engelske juleskikke heroppe. Den store julemiddag var som ventet 1. juledags aften og vi har nu prøvet både julekalkun og Christmas pudding og hørt dronningens juletale i radioen (Elisabeth altså).

Selve juleaften havde vi heldigvis mulighed for at vælge andebryst fra menuen i restauranten – så det smagte lidt af jul.

Vi har selvfølgelig savnet familien og vennerne, men sandelig også julestemningen opbygget af en hel måned med julemelodier, julekalender i TV, adventskrans og levende lys. Selvom det sommetider kan være for meget, er der nu ikke noget som dansk julehygge og dansk jul.

Vi er lige landet i Sydney efter 1 uge uden forbindelse med omverdenen – vi havde hverken mobil eller net oppe i bjergene – og den næste uges tid skal vi udforske byen igen. Operahuset må vi desværre springe over denne gang, for de har ikke forestillinger på denne tid af året.

Vi har allerede for ¾ år siden bestilt bord til nytårsaften og vi håber på godt vejr til nytårsfyrværkeriet fra Sydney Harbour Bridge – der er fuldmåne nytårsaften – og vi håber på udsigt både til bro og operahus.

Vi har også i god tid igennem My Planet rejsebureauet bestilt (og betalt for) et værelse på Harbour Rocks Hotel med udsigt til Operaen. Et lille hotel i en gammel bydel, hvor vi har boet et par gange tidligere. Men da vi kom til hotellet sent i går aftes, havde den australske agent som My Planet samarbejder med annulleret vores aftale, og hotellet havde kun et ledigt værelse tilbage, et lille bitte et, som vi måtte tage den første nat. Hotellet klarer et ordentligt værelse med udsigt til os fra i dag, men hvilken forskel fra balsal i Tasmanien til ”kammerpigens værelse”.

Sydney – Hobart Yacht racet startede fra Sydney på Boxing Day (2. Juledag) og de hurtigste både burde klare det på et døgns tid. Desværre var vi ikke i Sydney til starten og heller ikke i Hobart til måltagningen og da vi ikke havde TV i bjergene kunne vi desværre ikke følge sejladsen, men første båd i mål var 2½ døgn om turen og det var stadig en nyhed da vi kom til Sydney.

Denne gang får I billeder fra naturen i Cradle Mountain incl. et billede af en lille pademelon.

De bedste ønsker for det nye år sendes til jer alle

Agnes & Flemming

Her kommer næste mail til hjemlandet.