27. februar – 6. marts 2019 – Denmark til Ravensthorpe

Det er tit tilfældighederne som giver de bedste oplevelser.

Som da vi en af dagene på Lower Denmark Road så en vej der førte til Muttonbird Island. Vi landede ved et udsigtspunkt over øen og en skøn strand hvor kun en gravel road førte til. Her sad 79-årige Ron – tidligere bygningsarbejder med asbestose – og nød brisen fra havet med frisk luft til lungerne. Han nød trods alt livet i fulde drag. Vi fik en rigtig god snak med ham.

Dag 41 i Australien – Emu Beach i Albany

Vi kom hertil i går og fik et lækkert chalet med grillen indenfor rækkevidde. Og det udnyttes straks her til morgen med lidt ristet bacon til morgenmaden.

Men vi har et hårdt program i dag. Dels skal vi lære lidt om australsk hvalfangst, dernæst skal vi kigge lidt på vores elskede australske dyr og endelig kan vi også botanisere lidt herude.

At hvalfangsten her i Frenchman Bay først startede i 1957 var en overraskelse for hvalfangsten overalt i Australien stoppede “allerede” i 1978. At høre og se om hvalfangsten var både spændende og skræmmende på samme tid. Godt at fangsten de fleste steder i verden er et afsluttet kapitel.

Så var det mere opløftende at kigge på de australske landdyr selvom de var lidt sløve, det hjalp da det blev fodringstid, men det er nu bedst at se dem i den frie natur.

På vejen hjem rundede vi lige de fantastiske stenformationer ved The Gap, hvor man står på en platform i 40 m højde og kigger direkte ned på de imponerende dønninger, der slår imod granitklippen.

Dagen sluttede med grillmiddag i en stjerneklar lun aften.

Dag 42 i Australien – Elephant Rock og Greens Pool

Når Denmark ligger lige om hjørnet bliver vi selvfølgelig nød til at sende nogle håndstemplede postkort til Danmark fra Denmark.

Men vi skal besøge nogle stenformationer – Elephants Rock – der af et af naturens luner fuldstændig ligner kæmpe elefanter, der dypper tæerne i vandet ved Greens Pool.

Vi skal selvfølgelig også nyde og bade i den skønne Greens pool, der er godt afskåret fra dønningerne fra Sydhavet.

Det er blevet lidt sent inden vi kører hjemad mod vores campingplads i Albany. Og det er også tiden hvor vi skal passe på de strejfende dyr. Indtil nu har vi kun set ganske få kænguruer hernede, men pludselig vrimler de omliggende marker med flere hundreder af slagsen. De går alene eller sammen med kvæget og græsser på det saftige græs, men vi må nøjes med at nyde de fantastiske syn, for vi kan desværre ikke stoppe bilen midt på en Highway.

Aftenen er skøn og lun og middagen kan spises udendørs i mørke på terrassen.

Vi får også den glædelige nyhed, at Daniel har forsvaret sit afgangsprojekt på DTU med et flot 10 tal.

Se lidt elefanter her.

Dag 43 i Australien – Albany

Albany er en af de større byer på kysten her. Men det er med “forstæderne”. Har du gået op og ned ad York Street har du set det hele. Men de havde en café med lækre kager.

Til gengæld er Albany kendt som udskibningssted for soldater fra Australien og New Zealand under WW 1. Det var herfra de blev sejlet til Gallipoli i Tyrkiet og den 25. april 1915 foretog landgang i det, der i dag hedder Anzac Cove. Mere end 6.000 soldater mistede livet ved denne militære træfning, der varede det meste af året.

Derfor mindes Australierne den 25. april hvert år, og vi har nogle gange i tidens løb været vidner hertil.

I Albany har de en hel allé – Avenue of Honour – hvor der hvert år fra 4. oktober til 25. april – tændes tusinder af lys hver aften “Field of Lights” for at mindes de faldne under krigene, Australien har deltaget i.

Der er lidt indtryk fra Albany her.

Dag 44 i Australien – Albany til Bremer Bay

Man skal ikke gå på stranden med en brochure i hånden! Eller det skal man måske netop. For det spotter de lokale jo straks, og så får vi en masse gode ideer om hvor og hvad vi skal eller bør se, om gode pub’er der kun lige ligger 100 km ud landevejen eller om en strand, der er alle sine stjerner værd.

Men vi skal på landevejen igen og har allerede spottet nogle byer på kortet, som er gode for et lille frokosthvil. Men byer er ikke hvad byer har været. Første sted har et mennesketomt center og en lille kirke samt et par huse og næste sted er kun et Roadhouse. Men OK! Roadhouset er i orden, for der kan vi få en kop kaffe inden de sidste 60 km til vores chalet på Bremer Bay CP.

Det er som en 3-værelses lejlighed og så med 42 tommer TV og egen gas-grill. Selv WiFi’en er acceptabel.

Så aftenen bruges på lidt PC-arbejde.  

Dag 45 i Australien – Bremer Bay og Fitzgerald River NP

Vi bor på kanten af Nationalparken og selvfølgelig har vi et specielt udsigtspunkt i tankerne

Det starter pænt på asfaltvejen. Ved første afkørsel begynder gravel road at dukke op lige indtil vi skal til at betale park-fee for at køre videre.

Apropos park-fee var normen i “gamle” dage, at du lagde aftalte penge i en kuvert i en postkasse. I dag er det sådan – at selv herude i ødemarken uden ordentlig WiFi dækning – er der nu en automat, der tager kreditkort .

Vi betaler de 7$ og lander nu på den værste gravel road, vi nogensinde har kørt på, måske skulle vi have haft penge for at køre på den. Kæmpe riller på kørebanen, så bilen er ved at rasle fra hinanden. Der er kun et at gøre – selvom det lyder livsfarligt – kør mellem 90-110 km/timen så du nærmest flyver over dem. Men vi er alligevel glade for, at det ikke er vores egen bil. Vi vil til Point Ann – stedet hvor man om vinteren kan spotte hvaler fra land, men udsigtspunktet er nu også flot uden hvaler.

Og vi skal altså de 18 km tilbage igen, og det skal være før kænguruerne begynder at krydse vejen, vi møder da også nogle stykker i vejsiden.

De seneste dages billeder her.

Dag 46 i Australien – Bremer Bay

Agnes har jo planlagt det godt. Det er vaskedag i dag og selvfølgelig bor vi flot med egen vaskemaskine/tørretumbler. En ren behagelighed.

Og så kan vi lige tage en walk og kigge på pelikaner og sorte svaner og andre søfugle imens.

Men vi skal jo også tænke på fremtiden. Vores beholdning af vine fra Margaret River er ved at opbrugt. Heldigvis ligger Gnornbup Wines kun et par kilometer herfra, og vi synes at det er sjovt at købe lokal vin.

Bremer Bay området er slet ikke et vinområde, men startede som et forsøg fra den lokale regering i WA. Området blev udvalgt, fordi det var kystnært og havde en behagelig temperatur hele året. Forsøget blev ikke nogen succes, for man fandt ud af, at sandjord ikke var det bedste til vindyrkning. Kun en stædig farmer har holdt ud, en rigtig ildsjæl. Og vingården ligger her endnu, Gnornbup laver både røde og hvide og mousserende samt fortified vines (portvine fx), og de er overraskende gode.

Vi får nok lidt for mange smagsprøver – selvom vi drikker rigeligt med vand til – for Wendy skænker rundhåndet op, og vi skal jo også finde de vine, vi bedst kan lide.

Landbetjenten har efter sigende fri i dag, så vi tager lige en tur til Walstead Museum – som Wendy anbefalede – og det rummer en masse gammelt ragelse af enhver teknisk art fra biler til symaskiner. Men en hel del vækker genkendelsens glæde, når man roder godt i hukommelsen.

Dag 47 i Australien – Bremer Bay til Ravensthorpe

Agnes skal lige vaske bilen inden vi skal af sted, men så går turen også lige ned til stranden og her er sandet helt hvidt , så det ses ikke rigtigt på bilen.

Inden vi forlader Bremer Bay området runder vi lige Bremer Peninsula, hvor der er hvalture fra Fishery Beach året rundt – på denne årstid er det Killer whales (spækhuggere fx) og dem gider vi altså ikke kigge på.

Men hele området er flot også den lille bugt – Little Boat Harbour.

Så er der lige 249 km til Ravensthorpe ad gode asfalterede veje og med et lille stop i Jerramungup inden vi når vores camp.

Vores cabin er af den mere skrabede slags denne gang , men ganske hyggelig alligevel.

Dag 48 i Australien – Ravensthorpe og Hopetoun

En del af formiddagen går med at få styr på hjemmesiden, for på denne lille campingplads har vi fået den bedste WiFi forbindelse i Western Australia, og det må udnyttes.

Men vi skal lige ned og besøge Sydhavet ved Hopetoun – en lille by grundlagt i 1900 og med omkring 900 indbyggere i dag, 3 cafeer og et hotel opført i 1901.

Det er klart at det er et feriested a la Hornbæk, og der er også masser af gode strande og udsigtspunkter på kysten.

Og prisen for vores rigtig gode “Fish&Chips” var også i den ferieagtige ende – dyrt altså.

I morgen skal vi til Esperance, som bliver vores østligste punkt på denne tur i WA.

Der er billeder fra Ravensthorpe her.

Turen fortsætter her ->