2006-03-08 – Only mad dogs and Englishmen

Hej alle sammen

På den varmeste dag på det varmeste sted i hele Australien skulle vi netop søndag den 5. marts spille golf i 35 graders bagende sol. Vi gik sammen med 2 fra det nordlige Sydney – Pat & Kel – som vi mødte på motellet og som gerne ville med fordi vi havde en tidlig morgen tid kl. 08:10.

Da vi ikke er englændere må vi være Mad Dogs. Men vi overlevede og det var slet ikke slemt for det var en tør varme og en lille brise føg over banen. Det gjorde flokke af kænguruer også.  De ikke alene føg de galoperede foran og bag os. Ellers lå de mest i skyggen under træerne, der omkransede banen. De samme træer som var skyld i en hel del ekstra slag når drivet ikke var helt lige. Men vi havde et par gode dage der.

Sidst vi mailede var vi på vej mod Snowy Mountains og for at være klar til turen tog vi lige en overnatning hos en svensker på en campingplads (vi fik en cabin) lige før.

Det var strålende sol da vi startede opstigningen, men efterhånden som vi nåede opad kom vi ind i skyerne og kunne ikke se en hånd for os og alle de outlooks vi kørte forbi var ikke til megen nytte.

Ligesom vi troede at det skulle være sådan de næste 100 km kom vi op over og ud på højsletten i det mest strålende solskin fra en skyfri himmel og de store hvide kakaduer begyndte at sværme heroppe.

Vi har tidligere set huler på Mallorca, men i Yarrangobilly havde de flere sæt af huler (Caves) og vi var på en guidet tur i 1,5 time. Utroligt spændende og så lå de langt fra alfarvej ad nogle grusveje.

Vi tager det stille og roligt på vores ture denne gang og der er plads til afstikkere.

Normalt er vi aldrig afsted før kl 10 hvor vi alligevel ville blive smidt ud. Indtil de seneste par dage har vi haft tropenætter og meget varme morgener, men nu er de kølige morgener ved at tage til men det er stadig med temperaturer sidst i tyverne om dagen og så omkring 12-15 grader om natten – og det lover de også for den næste uges tid.

Vi har set 5 dråber regn og ellers kun det vand der er i Murray River og de lokale motel/pools. De har i sommer i området haft varmerekord paa 48 grader – godt vi var hjemme i kulden dengang.

Når vi sidder med vores grillbøffer og rødvin om aftenen er det til musikken eller støjen fra skræppende papegøjer, der søger natlogi i træerne ved floden. Store flokke kommer sejlende indover i en times tid og det er et betagende syn af hvide kakaduer, grårøde gallahs og rosellas og andre vi slet ikke kender. Om morgen bliver vi vækket af dem ved halvseks tiden hvor de går på vingerne igen, men så er der ro til morgenmaden.
 
I går kørte vi gennem et større wetland område – et område som i gamle dage normalt blev oversvømmet af flods i regntiden – nu mere reguleres vandstanden og det er der en del diskussion om og da vi kører på grænsen mellem Victoria og New South Wales har de to delstater selvfølgelig hver sin politik på området.

Vi var således på en spændende 2 timers sejlads i den største Red Gum Forest i verden hvor der desuden er et stort fugleliv, men det var næsten ikke til at se for bar træer. Vi så dog Ibis og Kingfisher (Isfugl) og Seaeagles og selvom guiden ikke forventede det var der både brune koalaer og Kookaburras.

Vi var lige kommet over den 102 år gamle bro ved Barham da vi så masser af hvidklædte sportsfolk. Kricket vi tænkte, der må vi overnatte for motellet ligger lige ved siden af. Men det var Bowls – en mellemting mellem bowling og petanque. En stor hvid gris og nogle meget store ikke helt runde kugler som trilles en 20-30 meter og så er det næsten petanque med samme pointregler.

Football sæsonen er nu startet så vi mangler bare at finde tid og sted hvor der spilles for vi har aldrig set en sådan match bortset fra fjernsynet.

Vi er nu på vej igen og forventer at nå Mildura om et par dage.

Håber at alle har det godt i kuldskære DK + N.

Kærlig hilsen fra OS der stortrives down under

Se lidt billeder fra hulerne og flodturen her.

 

Her kommer næste mail til hjemlandet.