11. – 17. februar 2019 – Western Australia – Perth og omegn

Vil du se kænguruer i Australien er golfbaner det oplagte mål. Her bliver græsset passet og plejet og er lækkert grønt. Og vi havde ikke set nogle i over tyve dage hernede førend vi lige skulle kigge på lidt Europa-Tour Golf i Karrinyup på vej hjem fra et klosterbesøg.

 

Dag 25 i Australien – Val og Patsy

Vi kom sent frem til Perth i går aftes og skulle lige hente vores Toyota Kluger, som skal være vores kompagnon de næste 38 dage i Western Australia – inden vi kunne tjekke ind i en lejlighed tæt på lufthavnen.

Som planlagt hjemmefra var der både vaskemaskine og tørretumbler i lejligheden, så vi kunne vaske alt vores “røde” tøj efter en uge i ødemarken.

Men så førte Gerda (GPS’en) os også sikkert gennem Perth-trafikken til Val og Patsy.

Selvom Val for kun 4 dage siden var igennem en operation pylres der straks om os og Patsy ved slet ikke alt det gode hun skal gøre for os.

Da vi var her for 7 år siden mødte vi sønnen Wallace og hans kone Celeste.

De var selvfølgelig inviteret til middag om aftenen sammen med deres 2 børn så vi kunne møde dem igen.

Dag 26 i Australien – Perth

Patsy er guide for os i dag og kører os lidt rundt i Perth og omegn.

Ved Cottesloe Beach – en meget berømt strand hernede – får vi vores første havbad i Vestaustralien.

Bagefter skulle vi egentlig på kunstmuseet, men de har selvfølgelig lukket lige i dag – så vi tager en gåtur i Perth CBD i stedet. Vi var her i 1999 – men det er umuligt at genkende byer efter så mange år.

Val er selvfølgelig blevet hjemme og passe lidt på sig selv, samtidig med at han allerede er begyndt at læse i “The Little Book of Hygge” som vi havde med til ham. Vi har altid haft lidt skæg sammen med spøjse danske ord og vendinger. Val fortalte os med vilje ikke, at han skulle opereres, han bange for at vi så ikke ville komme forbi.

Her kommer lidt billeder fra Perth.

Dag 27 i Australien – New Norcia – Klostret

I dag går vi i kloster.

150 km nord for Perth ligger det eneste fungerende Benediktinske kloster i Australien – og faktisk er det en hel by i sig selv – og vi har booket en overnatning heroppe. Det koster faktisk ikke noget; men de anbefaler at man betaler 80$ pr. person, og det gør vi selvfølgelig, så er det til gengæld også med fuld kost.

Vi kommer ved frokosttid og i god tid til en 2 timers rundvisning af guide Melissa.

Klosteret blev grundlagt af spanske munke allerede i 1847 og grundlæggeren Rosendo Salvado blev meget interesseret i aboriginerne og deres levevis og skikke og gik mange walks sammen med dem.

Men et kloster i ødemarken skal også være selvforsynende så der blev plantet oliventræer – og klosteret sælger i dag en præmieret olivenolie – og der blev bygget mølle til maling af korn.

Indbyggerne i det samfund de skabte var hovedsageligt aboriginere og klosteret blev også opfostringssted for aborigine drenge og piger især efter tvangsfjernelserne fra deres familier, der startede i 1905 og først sluttede i 1970’erne. Tænk på filmen “Rabbit-Proof Fence”.

18:30 var der Vesper i klosterkapellet sammen med 8 af de 11 munke, der er der i dag.

Til middagen i Guest-House kom den aldrende munk Ansgar forbi til en hyggelig sludder med gæsterne – vi var vist omkring 9 – en rigtig levende, hyggelig og morsom munk sidst i firserne.

Aftenen sluttede under eucalyptustræerne sammen med vores bordfælle Larrie og et par øl i den varme nat. Larrie er uddannet advokat – nu pensioneret – og hun arbejder som frivillig i klosteret ca. 3 gange om året.

Her er lidt billeder fra vores besøg i Klostret.

Dag 28 i Australien – Hillarys Boat Harbour – Valentines Day

Inden vi forlader klosteret skal vi lige lægge nyt sengelinned på sengene. Det er jo netop ikke et hotel.

Vi har nogle skægge planer foran os.

Hjemmefra opdagede vi, at Europatouren i golf havde en turnering hernede i Karrinyup. Og vi kommer jo lige forbi – så hvad med lige at stoppe op og bruge en 3 timer på at kigge på spillere, spillet og alle kænguruerne. Så det gjorde vi.

Men målet for dagen er Hillarys Harbour – vi har været her før og syntes det var et hyggeligt og levende sted.

Det er det heldigvis stadig og så er det jo Valentines Day i dag, så vi får et godt bord i Cafe Overboard med udsigt over havn og solnedgang til en lækker fiskemenu.

Det blev en rigtig hyggelig Valentines Day med hyggelig servering og godt humør.

Lidt hyggelige billeder fra Hillarys.

Dag 29 i Australien – Val og Patsy igen

Havnearkaden i Hillary’s er et stort restaurant- og indkøbscenter, der frister med lidt indkøb til garderoben.

Så først efter 12 er vi afsted ad alle kystvejene sydover med et par stop ved nogle af strandene.

City Beach i Perth

Esky havde vi med hjemmefra, men et par campingstole til resten af turen i WA mangler vi – men dem får vi i Bunnings Varehus – ligesom reklamerne siger.

Vores nyindkøbte campingstole

Tilbage hos Val og Patsy i Perth er det filmtid. Agnes har jo lavet en præsentation fra vores Cape York tur i 2009 – det var der vi mødte Val og Patsy – og den skal vi lige se. Og det er en god opfriskning af gamle minder.

Dag 30 i Australien – Kings Park og Kunstmuseet

De har nogle store projekter hernede.

I 2008 stod et stort Baobabtræ (2½ meter i diameter) i vejen for noget vejarbejde oppe i Kimberley – 2.400 km nord for Perth.

Hvad gør man så? Ja i Perth har de jo en botanisk have – Kings Park. Man laster selvfølgelig træet på en blokvogn og kører det de mange km ned til Perth i løbet af 7 dage og “planter” det her. Transporten var her en virkelig OVER SIZE.

Træet skulle vi selvfølgelig lige se på en lille walk i parken.

Og så har Kunstmuseet åbent i dag med en udstilling af aborigin kunst – både den traditionelle men også med lidt mere moderne udtryk.

Inden aftenens middag går vi lige en lille tur rundt i omegnen og ned til Swan River og kigger på nogle kapsejlere, der kæmper lidt med den hårde vind i dag.

Vi får champagne til afskedsmiddagen i dag, men vi har en aftale om at de besøger os på vores næstsidste campingplads inden vi rejser hjem, så der bliver et gensyn.

Her kommer de sidste billeder fra Perth.

Dag 31 i Australien – Perth til Busselton

Efter en sidste hyggelig morgen er det tid at sige farvel til Patsy og Val og kl. 10 er vi afsted.

Gerda kan sættes på 4 forskellige typer af ture. Den hurtigste, kønneste, letteste eller korteste.

Vi vælger den kønneste og har ca. 250 km foran os.

Men ingen tur uden nogle nødvendige stop. Der skal jo lige købes lidt ind. Og så må ikke glemme et traditionelt caféstop. Og lidt udsigter er der jo også et eller andet sted.

Vi lander 15:30 på Beachlands HP i Busselton efter en god og smuk køretur.

Og her bliver vi en 3 nætter.

Nogle skønne billeder på vej til Busselton.

Turen fortsætter her ->