Lige inden vi når Cromwell kører vi langs den opdæmmede sø Lake Dunstan.

Søen er dannet ved bygningen af kraftværket ved Clyde Dam syd for byen. Sammen med et tilsvarende anlæg længere nede af floden Clutha River står de 2 anlæg for ca 10% af det samlede elforbrug i NZ.

Men opdæmningen havde sin pris. Byen Cromwell måtte flyttes og den gamle by ligger nu på bunden af Lake Dunstan.

Men vi er på vej til Otago Peninsula ud for Dunedin på østkysten.

De har Royal Albatros, Guløjet Pingvin og også nogle små blå af slagsen. Dem vil vi se.

Vi ankommer midt i et dejligt blæsevejr. Det er det allerbedste Albatrosvejr siger de på campingpladsen.

Vi er straks af sted mod kolonien på den yderste spids af Otago halvøen. Vi kan se dem i luften allerede fra parkeringspladsen, men da vi bliver lukket ind i det allerhelligste i centret efter en kort introduktion af deres liv og færden, er det en fantastisk oplevelse og vi får taget masser af billeder og video til vores hukommelse.

En 8-9 kg fugl med et vingefang på 3 meter, der kun er på land for at yngle og få deres eneste unge på vingerne. Men det tager så også et helt år. Når ungen er i vej tager forældrene på ferie ude på oceanerne i et helt år – hver for sig – inden de mødes igen. Og sådan går det videre – hvert andet år efter hvert andet. Og de bliver gamle – op til 70 år er der observeret.

De guløjede pingviner besøger vi næste dag. Modsat alle andre pingviner er de absolut asociale. Det par der har fundet sammen holder dog sammen for livet. Og de 2 unger de får opfedes og opfostres i omkring 15 uger, inden de overlades til sig selv og havet.

Der er over 300 km fra Otago Peninsula og til Bluff ad små maleriske veje på Southern Scenic Highway med den største mængde af får, vi har set i hele vores liv. Dette må være New Zealands spisebord så at sige – og måske også noget af det vi får i Danmark.

Bluff er adgangen til Stewart Island og vi skal med morgendagens catamaranfærge derover og være i et par dage.

Det blæser pænt i løbet af natten og selvom vinden har lagt sig til morgen, står der en pæn sø ude til havs.

Der er omkring 20 sømil derover, og så snart er vi kommet på åbent hav, begynder de første søsyge at melde sig. Men besætningen er på dupperne, og hjælper alle så godt de kan.

11:00 sætter vi fod på Stewart Island – det sydligste vi nogensinde har været og sandsynligvis nogensinde vil komme. Kun Kap Horn i Sydamerika eller Sydpolen er sydligere. Stewart Island er New Zealands 3. største ø og det sydligst befolkede sted i NZ.

Positionen er 46°53’900S og 168°07’652E målt med vores egen GPS.

Vi har vist nævnt før, at i NZ kan man opleve alle fire årstider på en dag.

Og vi er kun lige tjekket ind, inden sluserne åbnes. Det er ligesom et tropisk regnskyl, men lidt efter skinner solen igen.

Men vi er jo ikke kommet for at lade os kue af vejret, så på med tøjet og regnslag i rygsækken og så derudaf på den første walk.

Og heldet tilsmiler os som sædvanligt. Nogle få dryp på vores 3 timers tur til Ackers Point Lighthouse bliver det til ialt, men vi er kun lige kommet hjem, så er troperegnen over os igen.

Vi har bestilt en masse. Middagsmad på hotellet her (vi har ikke slæbt alle vores madvarer med herover). Skumrings tur hvor vi bliver sejlet hen til et sted, for at kigge efter rigtige levende KIWI fugle i den frie natur. Selvom den er New Zealands nationalfugl er den uhyre sjælden. Guidet tur i området omkring hovedbyen Oban (der er vist ikke andre).

Vi sejler ud kl. 21 på en 3 kvarters tur til en jetty hvorfra vi skal gå ½ time gennem bushen til Ocean Beach.

Mørket er nu faldet på og vi afsøger stranden med lygter for at finde KIWI’er på jagt efter føde, som de for det meste finder under tang og andre ting der er skyllet op på stranden. De er hurtige med deres lange tynde næb og de kan mærke/lugte larver og insekter op til 10-15 cm under jorden.

De er fuldstændig ligeglade med os, men vi er også på afstand, larmer ikke, blitzer ikke og derfor er det også svært at fastholde oplevelsen på foto – I må se billedet på hovedet på hjemmesiden, men vi vil altid huske det.

Hjemturen gennem bushen sker i lygternes skær, og sejlturen i absolut mørke. Der er ikke mange lys til at lede os udenom rev og skær, men kaptajnen er erfaren og vi er tilbage lidt over midnat.

Stjerne himmelen var fantastisk i dette mørke, med Mælkevejen så tydelig som man kunne ønske sig, Sydkorset – mod syd selvfølgelig – og Orion mod nord.

Næste dag sover vi længe, men et 3 timers trek fra Halfmoon Bay til Horseshoe Bay bliver det til. Så er vi også totalt udtørrede og må straks i baren til en stor øl og en bowle fritter.

Stewart Island var en fantastisk oplevelse, og igen er vi heldige med vejret selvom det skifter hele tiden.

Afskeden fik lige et ekstra strejf af nordisk, da vi mødte Herbert Henrik Hansen ved færgen næste morgen. 4. generations indvandrer fra Larvik i Norge. Han har boet hele sit liv på Stewart Island og har aldrig været i Norge, men får stadig julekort fra familie i Hammerfest.

Se billederne fra 2015-01-21 – Stewart Island

Turen fortsætter her.