Tirsdag morgen var det diset og overskyet og 13 grader.

Men inden vi forlod Akaroa var det klaret op, og kun skyerne hang stadig lavt over Banks Peninsula.

Vi bliver smidt ud kl. 10, men det gør ikke noget, for vi har omkring 300 km delvis bjergkørsel foran os på vores vej til Lake Tekapo.

Igen skal vi lige have købt ind til nogle dage. Noget vi gør hver gang vi er i nærheden af større byer, for vi ved aldrig hvad vi vil møde rundt omkring – sikkert en “General Store” som ikke er spor generel med hensyn til de ting, vi vil have.

Universitetsbyen Lincoln holder for igen og vi får også toppet benzintanken. 91 oktan hernede får vi til omkring 1,80 NZD minus 4-6 cent rabat når vi har købt ind i bestemte supermarkeder. Med dagens kurs bliver det omkring 9 kroner – det er vist det samme som derhjemme pt.

Når vi ikke lige selv har smurt en madpakke, er et cafe stop et must. Cafeer findes i mange afskygninger lige fra de fancy og så til dem med neonrør i loftet. De sidste er tit de skæggeste for her regerer mutter og hun er altid nysgerrig efter at høre, hvor vi kommer fra og er god til at give råd om dit og dat undervejs på vores rute.

Sådan en mødte vi også i Geraldine, hvor en Lamb Roast Pie udgjorde frokosten, og en Flat White med delekage var desserten.

Vejr og temperatur bedrer sig jo længere vi kommer indlands, og da vi kan skimte vestkystens bjerge i det fjerne slår sol og varme igennem i fuldt flor, og da vi lander på vores Holiday Park ved 16-tiden er her 25 grader, vindstille og drønvarmt, og vi kan kun sætte os på vores veranda og nyde udsigten over den flotte turkisblå Lake Tekapo.

Lige indtil tanken om det ideelle flyvevejr kommer os i hu. Ned til Air Safaris. Men de har ikke flere flyvninger i dag. ØV, for i morgen lover de skyer mmm, men vi bliver alligevel skrevet op til kl. 9 afgangen.

I stedet får vi lejlighed til at besøge den berømteste kirke næst efter Peterskirken: Chapel of The Good Shepherd.

Kirken ligger lige på kanten af søen og gør ikke meget væsen af sig, men måske netop derfor er den så berømt. Og lige ved siden af står en statue af den gode fårehyrdes hund.

Når det er grillvejr så griller vi, og at grillen og grillmesteren også har udsigt, gør det ikke ringere for et par lammekoteletter.

Vi har vist glemt at nævne, at solen går ned omkring 22-tiden og står op ved 6-tiden, så vi har nogle gode lange dage hernede og især lange aftener.

At vi så skal op allerede 06:30 på grund af vores aftale med Air Safaris er en helt anden sag.

Det er køligt, det er overskyet og det ser absolut ud til at vores tur bliver aflyst eller måske udskudt.

Vi møder op helt uden forventninger, men indtjekningen siger at det er fantastisk flyvevejr! Pilot Tom siger, at det overhovedet ikke kan være bedre, vi må jo tro på dem, de har prøvet det før.

Vi er 5 + piloten Tom, der stiger ombord i det lille fly.

Vi starter med et sving ud over Lake Tekapo og følger den nordover. Søens nordlige ende er et stort delta af smeltevand fra gletsjerne i det store bjergmassiv på vestkysten af Sydøen, det er et fantastisk syn.

Den turkisblå farve stammer fra gletsjernes erosion af klipperne og det “klippemel” der dannes og flyder med smeltevandet ud i søen.

Vi er nu kommet til bjergene og må op i omkring 3.700 meters højde, hvor vi kan flyve mellem bjergtinderne og næsten røre ved dem. Også det 3.754 meter høje Mount Cook.

Under os breder den ene gletsjer efter den anden sig, og vi kan se spalterne i dem. De bevæger sig ca. 3 meter om dagen, men det kunne vi ikke se, vi var der kun ½ time.

Pilot Tom fik ret, det blev den mest fantastiske flyvetur, vi nogensinde har haft, og med næsten vindstille, var det muligt at flyve helt tæt på bjergtoppe og gletsjere. Under og efter flyveturen var vi helt høje, og kunne kun sige wauw, sikke en oplevelse, absolut alle pengene værd. Kommer I på de kanter og i godt flyvevejr, så tag en flytur over Mount Cook og Franz Josef Gletsjeren, det er bare et must.

Efter flyveturen tog vi op til Mount John Observatoriet, som hører under Canterbury Universitet, en ny fantastisk udsigt over en smuk Lake Tekapo og bjergene, der omkranser søen. Observatoriet er ret berømt, det er kendt for at være det sted i New Zealand, hvor der kan ses flest stjerner, og skulle være helt unikt.

Selvom dagen er ung, er vi mætte på oplevelser og afprøver kun bilens køreegenskaber på lidt gravel road ud til nogle af de små bosteder, der er langs søerne. Meget hyggelige og meget flotte omgivelser.

Turen afslutter vi med et bad i Lake Tekapo, vores første “havbad” i NZ. Tilbage på vores logi, har vi fået nye naboer, et sødt par på omkring de tres år fra en lille by ca. 35 km. uden for Christchurch. Vi snakker en del med dem og spørger også om, hvordan de oplevede jordskælvet i 2011.

Jordskælvet kom kl. 04:30 om morgenen. De blev vækket af det, huset rystede, billeder faldt ned fra væggene og smadrede lamper mmm. alt i huset rystede. Deres søn ringede midt i det hele, han boede inde i centrum af Christchurch. Parret blev afbrudt midt i telefonsamtalen med sønnen, og de hørte ikke fra ham de næste 40 timer og var selvfølgelig bange for,at der var sket ham noget.

Der var masser af efterskælv, der kunne rokke endnu mere ved de allerede ødelagte huse.

Parret sover stadig med en pakket taske ved siden af sengen, og med masser af proviant i huset, hvis der nu skulle ske noget igen.

Vi andre lever i lykkelig uvidenhed og kan tage morgenens søbad i ro og mag, inden vi begiver os ud på nye eventyr.

Vi har de seneste dage kørt på et plateau i omkring 500 moh.

Ved Lindis Pass mellem Lake Tekapo og Cromwell på den meget smukke HWY 8 kommer der lige lidt rigtig bjergkørsel inden vi rammer plateauet på den anden side og på vej mod Cromwell.

Se billederne fra 2015-01-15 – Lake Tekapo

Turen fortsætter her.