2003-02-22 – Så er det Auckland

Hej allesammen

I går nåede vi endelig tilbage til civilisationen efter 5 dage i ødemarken.

Der falder årligt 7 – 11 meter regn i denne del af NZ og jeg tror vi fik de fleste af dem.

Min mor har altid lært mig, at tørre fødder og varmt hoved så kan intet gå galt, men her sagde guiden: Se så at blive våde for det bliver i alligevel.

Og det havde han ret i. Skoene flød ligeså godt som floderne.

Vi startede ellers i flot solskin paa første travedag (15 km) ligeud ad landevejen, men som vi kom frem skyede det mere og mere til og endte i regn, hagl og næsten sne, men da var vi indendørs igen.

Men starten gik egentlig aftenen før hvor vi skulle præsentere os for de andre 42 på holdet. Der var en masse fra NZ og fra AUS selvfølgelig og også USA og CANADA var der. Det gik udmærket, vi sagde hvem vi var og sang lige nationalsangen og de andre havde også musiske indslag – det var en del af spøgen. Det endte bare med, at alle de andre helt sikkert kunne huske hvem vi var medens det er sværere den anden vej rundt.

Anden dags tur gik over passet i 1145 meters højde. Turen var kun 16 km men startede i 400 meter og endte i 200 meter over den strækning.

Det blev en barsk tur. Det var egentlig ikke koldt for vi arbejdede jo for føden, men det startede med regn på de lave strækninger for at gå over i sne efterhånden som vi kom op og snegrænsen den dag lå allerede i 660-800 meter. Og efterhånden som vi kom frem blev det stejlere og stejlere. Et lyspunkt paa hele denne dag var dog opklaringen lige da vi nåede toppen af passet og kunne se både den dal vi havde forceret og den dal vi skulle igennem den næste dag.

Det værste på denne dag var dog nedstigningen i sne og på klippeblokke og stejle stier. Hvordan vi nåede frem er næsten ikke til at fatte.

Dumme som vi er var der lige en 1,5 times tur til verdens 5. højeste vandfald – Sutherland Falls på 580 meter – vi var helt henne og næsten få vand i hovedet våde blev vi ihvertfald.

Så kunne hverken vi eller benene mere og inden halvti var vi i soveland.

Nu er det jo altså sådan her ude i ødemarken at der er mangel på alt så strømgeneratoren bliver slukket kl. 22 og først tændt kl 6:15 så du skal altså sove.

3.die dagen bliver vi atter gennet tidligt op for vi skal starte 7:30 og gå 21 km i dag. Den letteste tur sagde de.

Det var bar løgn. Med vores trætte ben og en lang tur som jeg troede var E4 men viste sig at indeholde ligeså mange sten som i går og det var et under at benene kunne holde hele vejen men frem kom vi da til endemålet ved Milford Sound.

Det lød barskt og det var det også men det var også den flotteste og smukkeste og mest fantastiske tur som vi nogensinde har og nogensinde vil komme til at opleve. Det VAR en tempereret regnskov vi gik igennem og al den væde gav en frodighed i vegetation en overdådighed i floder, vandløb og små og store vandfald og kunne vi engang imellem se op fra stien så vi bjergsider så stejle og med så mange vandfald at i ikke ville kunne tro jeres øjne.

Hele turen sluttede med en sejltur i flot solskin på lige det rette tidspunkt på Milford Sound og dette var også en ubeskrivelig oplevelse.

Straks fra turen fløj vi fra Queenstown til Auckland og var her fremme omkring 21:45 ved vores motel i hjertet af byen.

Men der var ikke noget motel!!!!!!! Det var lavet om til lejligheder og alt var udlejet – det eneste vi så var en lukket dør. Alle hoteller i Auckland var selvfølgelig udsolgt. Og vi havde endda betalt på forskud.

Der stod et par tlf-numre på døren og vi begyndte nu at kime dem alle sammen ned – kun en svarede. En Thailandsk kvinde der passede kontoret en gang imellem. Ved at snakke med lidt store bogtaver lykkedes det os at få hende til at komme og vi blev lukket ind på kontoret og for at gøre en lang historie kort sov vi i nat på deres lager af rengøringsartikler på en madras. I aften har vi dog fået aftalt med denne flinke dame, at vi kan blive indlogeret hos hende de næste par nætter. Men hvilken start paa Americas Cup.

I dag har vi endelig været paa søen med vores lejede catamaran. Og det var en afslappende oplevelse at sejle i farvandene omkring Auckland.

Og det blev endnu mere afslappende for den engang udsatte 4. sejlads blev endnu engang udsat så i stedet tog vi på picnic i en lille vig og det var ganske hyggeligt og varmt tilmed for vejret er godt hernede.

Ikke mere for nu og tak for de hilsner vi har modtaget.

Feriebørnene sender de bedste hilsner til jer alle

Agnes & Flemming

Her kommer næste mail til hjemlandet.