Inden vi forlod Lake Taupo skulle vi lige prøve noget vi ikke fik prøvet, da vi var her i 2003.

En Jet Boat tur på Waikato River op til Huka Falls.

Jeremy fra hukafallsJET og 14 turister fra England, Skotland, Holland, USA og Haiti samt Danmark overgav sig i elementernes vold samt Jeremy’s.

Turen var det vildeste vi nogensinde har været udsat for i en båd, og Jeremy den mest vilde KIWI vi har oplevet; men han kunne sit kram, selvom vi ikke altid troede det. Vildt vildt vildt, mange helt vilde 360 graders vendinger.

Højdemæssigt er Huka Falls ikke meget bevendt, men al vandet fra Lake Taupo har kun en ca. 10 meter bred kløft at løbe igennem, inden det bliver til den længste flod i New Zealand på 435 km. Waikato River løber ud i Tasman Sea et stykke syd for Auckland.

Huka Falls er det flotteste vandfald vi nogensinde har set. Vandet er turkisblåt, og hvert sekund løber 200.000 liter vand gennem vandfaldet. Det svarer til at fylde 5 Olympiske swimmingpools i sekundet, det er jo bare nogle tal, der er svære at forholde sig til.

Efter den vilde oplevelse ved Huka Falls ilede vi straks videre til Mt Maunganui, et af vores favoritsteder fra tidligere besøg.

Stor var vores overraskelse da vi nærmede os. Den lille by ved Mt. Maunganui havde udviklet sig til at blive en mondæn badeby, så vi gjorde store øjne. Men efter at have sundet os overgav vi os til det hele. Stranden og “bjerget” var stadig intakt, det samme var Campingpladsen, som vi boede på i 1999.

Vi udnyttede de mondæne muligheder, og det er ikke det værste at sidde med havudsigt uden for vores cabin og spise sushi og drikke kølig hvidvin.

Men vi skulle jo også lige have lidt motion, så vi gik rundt om Mt. Maunganui. Vi valgte bjergbestigningen fra denne gang, for bjerget er jo hele 232 meter højt, og vi havde jo opbrugt vores bjergbestigningskvote i Tongariro NP.

Badeture i skønne bølger blev det også til, der var saft og kraft i bølgerne, som flere gange væltede os omkuld, den ene gang med en kolbøtte. Stranden er også en surferstrand, så vi kan godt forstå at stedet er populært.

Agnes førte os sikkert gennem Auckland og over Harbour Bridge på vores vej nordpå. Vi har 2 gange tidligere været i byen og vil ikke besøge den denne gang bortset fra at vi flyver til Sydney derfra.

Vi runder lige Red Beach ved Orewa inden vi kommer til Whangarei. Det er en rigtig hyggelig by med en superskøn havnefront ud til Hatea River.

Lystsejlere fra alle dele af verden kommer dertil omkring november og de bliver i Whangarei indtil hurricane sæsonen slutter omkring april hvor vejret jo også bliver koldere i New Zealand.

Vi talte med en ung mor til 3 fra Halifax i Canada. Familien var sejlet fra Mexico i april måned – yngste barn var dengang 2½ måned gammel. De kom til Whangarei i november, og barnet var nu omkring 1 år. Det er da en udfordring og noget af et ansvar.

Vi er nu på vej mod det nordligste sted på denne tur.

Mangonui.

Her har de den verdensberømte Fish Shop, og den skulle vi selvfølgelig besøge atter en gang.

Vi havde ikke på forhånd booket overnatning her, men Agnes havde undervejs fundet en lejlighed i denne lillebitte by.

Vi havde bedt om den bedste udsigt “please”, og det fik vi. En aldeles fortryllende udsigt fra samtlige værelser ventede os. 270 graders havudsigt over Doubtless Bay i det flotteste solskinsvejr, vi var næsten stumme og også lidt høje. Se selv på billederne, hvor flot der er.

Vi har nu tænkt os at krydse lidt frem og tilbage mellem Pacific Ocean og Tasman Sea.

Så efter Mangonui kørte vi vestpå over til Tasman Sea, hvor vi skulle bo på Ahipara Beach HP. Ahipara ligger ved starten af 90 Mile Beach – der strækker sig herfra og helt op til det nordligste NZ ved Cape Reinga. Bilerne kan og må her køre på stranden ved lavvande på hele strækningen.

Det er vores første besøg herude, og vi ville også spille vores første golfrunde på en vaskeægte linksbane. Vi spillede begge med herre udstyr, men det gik faktisk meget godt, så vi var ikke så rustne som vi troede, og det var sjovt at spille her næsten i vandkanten.

Se billederne fra 2015-02-18 – Paihia – 1

Lige nu er vi i Bay of Islands, et pragtfuldt område med masser af øer her ud mod Pacific Ocean. Det var også her James Cook gjorde sin første landgang i New Zealand i 1770.

Vi bor både i Paihia og Russell her.

Vi kan nu slappe af i nogle dage og benytter een af dagene til et dinnercruise op til Haruru Falls. I 1999 boede vi på campingpladsen overfor vandfaldet og det var et spændende gensyn.

Det er også her i området at New Zealands vugge – Waitangi – ligger. Det er et majestætisk sted og ligger lige overfor Russell, som var New Zealands første hovedstad, dog kun et års tid.

Vi skulle selvfølgelig høre noget mere om historien, så vi tog til Waitangi Treaty Grounds og blev lidt klogere på hvad der skete i tiden op til den 6. februar 1840, hvor traktaten mellem Maori stammerne og England blev underskrevet.

Vores guide Denise var 6. led efter en Maori Chief – Hone Heke – der var medunderskriver af traktaten, og det var jo meget sjovt.

Traktaten blev udfærdiget i 9 eksemplarer, hvoraf 8 blev skrevet på Maori og kun 1 på Engelsk. Forskellen i ordlyden og forståelsen af de juridiske termer er stadig genstand for uoverensstemmelser mellem Maorier og “englændere”.

Efter den guidede tur, kunne vi også være med til et show i “Mødehuset” der; men det havde vi ikke lyst til, så vi nøjedes med at kigge lidt på de udklædte Maorier og se på huset. Vi kan ikke lide, når det bliver for turistet.

Det var derimod spændende at se deres krigs kanoer, den største af dem er 35 meter lang og er verdens største.

Den bliver kun brugt til ceremonielle lejligheder fx på Waitangi Day. Det kræver 300 mand at løfte den, og mindst 150 roere, for at den kan sejles sikkert, så det er ikke bare noget man pludselig finder på.

Se billederne fra 2015-02-18 – Paihia – 2

Fra Bay of Islands tager vi nu tilbage til Tasman Sea igen.

Turen fortsætter her.