2015-03-06 – Sydney

Sikkerhedsvideoen ved starten fra Auckland er noget af det skæggeste vi har set.

Vi flyver med Air New Zealand og de har fået lavet en video, der bygger på figurerne fra Ringenes Herre og med de originale skuespillere. Hylende morsomt.

Vi lander i Sydney fredag aften kl. 18 med vores 3 kufferter.

Immigration var sure – som de tit er – men i tolden var der kun smil og friske bemærkninger selvom – eller fordi – Agnes havde deklareret nogle muslingeskaller hun havde fundet på stranden i NZ.

Der går tog ind til CBD og vi havde 2 mulige stationer der lå tæt på vores Hostel i The Rocks i det oprindelige Sydney.

Vi stod helt klart af på den forkerte.

Vi havde glemt, at der er noget der hedder “Argyle Stairs”. Et meget berømt sted i byen hvor mange brudepar bliver fotograferet. At forcere dem med 3 tunge kufferter var noget af en opgave, og blev kun klaret ved hjælp af flinke folk – og dem var der heldigvis mange af på gaden her en varm fredag aften.

Indlogering på YHA Sydney Harbour og et hurtigt bad, og så var vi klar til at indtage 2 øl hver på en bar i nærheden. En hård start på Sydney.

Lørdag var planlægningens dag, for vi har lavet nogle aftaler mens vi er her i byen.

Vi startede med at købe et “My Multi” ugekort til færger, busser og tog, så vi ubegrænset kunne komme rundt i Sydney – ja helt ud til Blue Mountains, som ligger over 100 km fra centrum.

Sydney er bare en by vi elsker og kender, det er 6. gang vi er her. Og sammen med den mest fantastiske naturhavn – Port Jackson – man kan tænke sig, byder byen på utallige muligheder.

Det benyttede vi os af søndag – som slog varmerekord med 11o over normalen for den første efterårsdag, og vi var helt oppe på 36°.

Her gjaldt det helt klart om at komme på vandet – så vi tog en Rivercat til Parramatta, som ligger 1½ times bådtur mod vest og 1½ time tilbage igen. Derefter en lille sejltur til Cremorne for en lille walk i nogle af de pæne kvarterer nord for Sydney.

At det så skyede til i løbet af eftermiddagen og vi kun lige nåede hjem inden byen druknede i torden og regn og haglbyger var jo kun et held. Og så rensede det jo lige luften.

Vi har nogle steder i byen vi bør besøge.

Nogle af dem har vi aldrig besøgt. Taranga Zoo er en af dem. Og når vi denne gang ikke er ude i bushen rundt omkring og kan se det australske dyreliv, er Zoo jo en mulighed. De har de også et fugleshow her, det var både oplysende og belærende, og på sin vis også fantastisk med falke, ørne og papegøjer i dressur under åben himmel. Men det kan absolut ikke måle sig med det fugleshow, vi så i Australia Zoo i 2009, som var i verdensklasse.

Nogle af vores andre favoritter i Sydney er fx Watsons Bay med gode restauranter, Neutral Bay med cafeen Thelma og Louise. Cremorne Reserve med gode walks rundt langs kysten, Manly Beach og Shelley Beach med strand ud mod Stillehavet og med skønne surferbølger.

Og så selvfølgelig Sydney Opera House.

Vi havde på forhånd bestilt billetter til Madame Butterfly. Vi ved det er en sørgelig historie og den unge sopran synger og spiller rollen så hjertegribende, at der er brug for lommetørklæderne bagefter.

Også Blue Mountains kalder. Dels for at besøge vores gamle værter fra Fairway Lodge i Leura, men også for at tage en walk i den smukke natur.

Togturen tager et par timer og Leonie og Ken både henter og bringer os rundt derude. Efter nogle timers hyggelig selskab og et par timers vandring på Gordon Falls Walk er vi klar til togturen hjem, så det blev sent inden vi var hjemme igen efter en dejlig dag.

Vores sidste hele dag i Sydney havde vi aftalt at dele med vores golfvenner Pat og Kel fra Tuggarah Lake nord for Sydney.

Vi lærte dem at kende i 2006, og vi har faktisk set dem hver gang vi har været i Australien siden.

Så de kom ned til Sydney for at spise frokost med os på Ripples – en lille fin restaurant med udsigt til Operahuset.

Se billederne fra 2015-03-06 – Sydney

Det er ved at være fredag.

Vi forlader Sydney ved middagstid. Vores fly afgår ved 16-tiden via Singapore.

Lørdag morgen vil vi være tilbage i Danmark.