24. marts til 31. marts 2023 – Busselton til Mikkelborg

24. marts 2023 – Busselton til Mandurah – Back Beach, Woolworth og Bunburry

Det er et køligt og overskyet til morgen så badet aflyses, men bacon og æg skal vi have, så BBQ’en holder for igen. Kaffen er slut så vi spørger lige vores “landlord” om der kan bevilges et par “hylstre” og vi får en hel håndfuld!

Som sædvanlig – kl. 10 sharp afleveres nøglen.

Vi er afsted, men vi skal lige prøve hvor kystvejene ender og østover kommer vi op til landevejen, en køn lille tur.

Vi skal lige på Woolworth indkøb i Busselton inden vi er rigtig afsted omkring kvart i 11.

Vi tager de kystnære veje og ved 12-tiden lander vi i Back Beach Cafe til en flat white + “kage”.

Ved 13-tiden er vi i Bunburry til lidt benstræk inden de sidste 100 km køres i astadigt tempo nordover mod Mandurah og ved et lykketræf finder vi “straks” vores camp og cabin 4.

Udpakning er som sædvanlig et par rygsække og nogle bæreposer med køkkengrej, toiletgrej ledninger, madvarer samt vores Eski.

Og så kan vi slappe på terrassen resten af dagen.

25. marts 2023 – Mandurah – Falcon Bay, kanalkvarteret og Halls Head

Vi vågner til en varm dag med morgenmad på terrassen.

Agnes går walk-about og jeg er på computeren.

Men vi skal også på opdagelse og tager Pinjarra Road til byen og på den anden side af Mandurah Bridge sætter vi bilen og går på opdagelse i det kanalkvarter der florerer her og hvor båden kan ligge lige udenfor hoveddøren.

Vi kører sydover og finder Falcon Bay og cafeen der og frokosten: Fish&Chips til vores medbragte Bundaberg’s sodavand er reddet.

Vi kører videre sydover over Dawesville Channel.

Nordpå igen kører vi langs kysten ud mod det Indiske Ocean og forsøger at finde et egnet badested, men for store dønninger og kraftig udgående strøm – vi opgiver.

Men oppe på nordkysten ved Halls Head Beach er der roligt vand og en lækker dukkert.

På vej hjem falder vi lige over en lille lystbådehavn uden gitter og låse.

Det har vi ikke set før Down Under.

Og så er det hjemover til kaffe +TimTam’s og afslapning på terrassen inde middagen som står på laks i dag.

26. marts 2023 – Mandurah – Marked

Det har regnet i nat og er køligt til morgen så morgenmaden er indendørs til 7-News.

Og så er der altid lidt PC-arbejde der skal ordnes.

Men efter frokost må vi røre lidt på os og vi tager bilen ind til byen for en walk langs vandet.

Men der er søreme marked i parken – og det er altid skægt at studere. Og vi falder specielt over naturfotograf Roy der har taget nogle fantastiske billeder, som vi godt kunne tænke os at tage med hjem, men det er udelukket.

Så er det også tid til en stor øl mens vi kigger ud over vandet med sorte svaner, pelikaner og både og søreme også en delfin der lige skal visse sig.

Vi skal lige købe ind i Coles på vej hjem og har vist ikke taget hensyn til at klokken snart er 16 og at det er søndag og så lukker butikkerne, men vi når det lige uden at blive smidt ud.

Og så får vi også lige fyldt tanken på en tankstation med Woolworth rabat.

Der er finale i Australian Idol i aften mellem Phoebe, Josh og Royston. Og aboriginer Royston fra det yderste nord vinder – og det synes vi også var fortjent. Og det var ikke dommerstemmer, men alle seerne der stemte for det.

27. marts 2023 – Mandurah til Swan River – Cogee Beach

En overskyet kølig morgen så morgenmaden er inde igen og så skal vi også se om Royston er i 7-News. Det var han ikke. ØV.

Så må vi bare pakke i stedet for og vi skal jo også være ude 10 sharp som vanlig.

Vi vil undgå at køre de store veje i dag og heller ikke dem der fører lige forbi Perth lufthavn.

Vi gør et kaffestop ved Coogee Beach inden vi kører videre nordover for at fange vej 13.

Og så går det bare derudaf mod vej 3 nordover – alle supermarkeder mv springes over.

Den fanger vi – vej 3 altså – og nu er der knap 20 km nordover til vores camp i Middle Swan.

Vi indlogers i cabin 335 – så mange tror jeg ikke de har i campen – og Coles ligger kun nogle gader væk så vi er straks på indkøb og Liquorstoren ligger lige ved siden af – som de plejer – så vi kommer både hjem med varm kylling og rødvin som vi nyder på terrassen mens solen går ned her ved 18:30 tiden.

Og så bliver det hurtigt mørkt. Sommeren går jo på hæld hernede nu.

Se nogle billeder lige her.

28. marts 2023 – Swan River – Perth Lufthavn, Guilford og Winerier

Sol fra en skyfri himmel men også lidt østenvind og den afholder os fra at sidde ude.

Efter morgenmaden ronderer vi lige campen, der er kolonorm stor og med mange fasrboende.

Om boligmanglen er stor eller boliger dyre i leje eller køb ved jeg ikke præcis, men her er store afstande og et jobskifte kan betyde “ny bolig”.

Samtidig er de fleste camp’s hyggelige og det er let at komme i kontakt med de andre campister.

Vi skal lige ud for at finde en lufthavn eller sagt på en anden måde: Vi skal lige sikre os at vores rute til lufthavnen er til at finde ud af og at tiden passer. Vi fandt den – en let rute – og 25 minutter er OK.

Vi kom gennem Guilford på vejen – lille by – men alligevel stor nok til at mange af dens indbyggere deltog og omkom i verdenskrigene – og som vanlig var der mindesmærker over dem.

Her er ingen butikker men et Info og selvom det er sent får vi lige et par hint’s om Winerier ved Swan River der stadig har åbent.

Ikke for at vi skal prøvesmage noget, men vi vil godt ned og hilse på floden. Så det gør vi.

Indkøb til morgendagens seance er der sørget for tidligere i dag hos Woolworth.

29. marts 2023 – Swan River – Patsy & Val og storvask

Der er køligt til morgen og lidt østenvind så morgenmaden spises til 7-News – næsten som vanligt.

Hjemmesiden holder for med sidste skriv hernedefra og vi skal til at forberede os på besøg fra Perth og Val & Patsy kommer ved ½12 tiden.

Altid hyggelige at være sammen med.

Det er jo nok sidste gang vi ses, men kontakten holdes.

Det er en rigtig god fiskefrokost vi serverer og Patsy har selvfølgelig taget ting og sager og dessert med så det er et perfekt frokostbord og vi lærer lidt mere om hinanden.

Efter 3 hyggelige timer er det slut. De skal gerne hjem inden Perth’s uregerlige myldretid sætter ind.

Og Agnes skal vaske og jeg tager selvfølgelig opvasken.

30. – 31. marts 2023 – Swan River til Perth Airport – Perth til Doha til Mikkelborg

Køligt og overskyet så morgenmaden tages inde og for sidste gang får vi Middle Bacon til morgenmaden – æg og bacon i DK er ikke det samme.

Sunrise fra kanal 7 ser vi sådan lidt on and off til morgenmaden.

Hele dagen er afsat til pakning.

Men kaffepauser er tilladt og så kan vi jo lige nyde den eneste byge vi har set i lang tid.

Omkring 12 er vi vist færdige så vi kan nyde eftermiddagen lige til kl. 17:30.

Bilen skal vist afleveres inden kl. 18:30.

Se nogle af de sidste billeder fra Australien her.

Og vores fly afgår først ved 23-tiden så der bliver masser af tid i lufthavnen.

Frokosten nydes på terrassen mens vi betragter Magpies og de hvide papegøjer, der tage nogle ture over campen, og en enkelt ravn tager også en spadseretur.

Så er det også ved at være badeturstid og omklædning til praktisk tøj til 24 timers rejsetur (ca).

17:45 er vi afsted og der er kun kort til lufthavnen og AVIS og få bilen afleveret og terminal 1 er tæt på.

Og vi venter ikke længe før tjek-ind åbner og vi skal flyve fra gate 50 kl. 23:00.

Vi kommer til at sidde på række 42 i A380’eren i styrbord side sammen med en sød ældre dame fra Sydafrika.

Det var en lang tur på 11½ times stillesidden – men heldigvis med god benplads – inden vi landede i Doha kl. 05:30 lokal tid. Den er en time forskellig fra København.

Og her skal vi lige igennem Security igen.

Nu kan vi bare vente 2½ time på vores fly til Copenhagen – en A330 fra Finnair

Denne gang kommer vi til at sidde på række 41 i styrbord side og det er en 2-sæders.

Nu er der bare 6½ times flyvning nordover inden vi i tæt tåge lander i København ved 14-tiden. En god landing af piloten.

Se billeder fra rejsen her.

Vi (jeg) har glemt at vi ikke kommer fra et EU land så nu skal vi altså lige igennem pas-kontrol – og det tager sin tid – inden vi kan slippe igennem og hente vores bagage.

Daniel venter på os ved udgangen og nu kan vi slappe af og nyde turen hjem midt i myldretidstrafikken.

Men hjem kommer vi ved 16-tiden efter en fantastisk god sidste tur til Australien.

Vi håber I har nydt vores beretninger, vi har i hvert fald nydt turen, men nu er det

SLUT FOR DENNE SIDSTE GANG.