Vejrmeldingerne havde ikke været de bedste, men afsejlingsdagen startede med flot, stille og varmt vejr – og det på hele sejlturen.

Sejladsen tager 3 timer og 20 minutter og den første times sejlads går indenskærs tæt på de skovklædte bjerge på begge sider. En meget flot tur som vi helt klart husker fra 1999.

Vores pæne hvide bil bliver byttet til en ditto rød i Wellington. Og den bliver straks kastet ud i det Wellington’ske trafikkaos på vej til vores logi i Lower Hutt HP, et lille stykke uden for byen.

Vi havde afsat en hel dag til at besøge Wellington. Dagen var kølig og der blæste en stiv kuling. Lige en dag for museer, så det var helt fint, at vi havde valgt at besøge Nationalmuseet Te Papa.

Te Papa er et meget spændende museum, vi brugte 5-6 timer og så det meste, og vi fik et godt indtryk af bosætningen lige fra Maori tiden, dyrelivets mangfoldighed og øernes udvikling gennem tiderne.

Air New Zealands 75 års jubilæumsudstilling med de første flyvninger, flytyper, uniformer gennem tiden var et ekstra indslag. Vi så flysæder lige som i et tog, med sæder over for hinanden og bord i midten + åben hattehylde. De var vist ikke bange for at få noget i hovedet dengang.

Efter Wellington havde vi valgt at se på området ved Egmont National Park. Vejene omkring NP går ind til/rundt om en gammel vulkan, og det synes vi så spændende ud. Et stykke af vejen kørte vi ad Paekakariki Hill Road, den mest snørklede vej, men med smukke udsigter undervejs.

Vores overnatningssted var Opunake, hvor vi kunne bo helt ud til stranden. Har du kun 1 overnatning og kommer til en tidevandsstrand, så tjek lige tidevandstabellen. Vi ankom ved lavvande og tog af sted ved lavvande næste dag. Så tag lige en ekstra dag, så du kan bade ved højvande!

Det gjorde nu ikke så meget, for der blæste stadig en stiv kuling, og om natten piskede et tropisk regnvejr ned over bliktaget på vores cabin. Vinden lavede også ravage uden for, et par stole fik midlertidig nyt hjem på græsplænen.

Fredag den 6. februar er Waitangi Day i NZ (grundlovsdag).

Vejret er ustadigt og det blæser stadig meget, så vi er lidt spændte på vejrudsigten for 7. februar, for vi vil gerne gå trekket “Tongariro Alpine Crossing”.

Vi er på vej fra Opunake til Whakapapa i Tongariro NP sammen med en masse andre turister og KIWI’er. Nationalparken er New Zealands ældste og den er opført på World Heritage listen. Flere af scenerne til Ringenes Herre er også optaget her i parken.

Denne gang skal vi køre på Forgotten Highway, og det er den virkelig. Sidste mulighed for påfyldning af benzin var Stratford, for de næste 158 km er der ikke en dråbe benzin at få. Og heller ikke en cafe i nærheden.

Men vi skal jo lige se lidt nærmere på East Egmont NP først. Vi kører op til Mountain House og ser ud over dalen. Det er frysende koldt i vinden, det er 6o, men føles som minus 10.

Se billederne fra 2015-02-10 – Lake Taupo – 1

Efter en lang og anstrengende køretur ankommer vi til Whakapapa HP. Vi er glade for at vi har bestilt en Cabin for længe siden, for alt er udsolgt.

Området her har også været udsat for det kolde og blæsende vejr i de sidste 2-3 dage, så trekket har været lukket.

I HP regner de med godt vejr næste dag, så vi bestiller transport til Tongariro Alpine Crossing til næste dag med afgang fra HP kl. 9, og afhentning ved Ketetahi Carpark på den anden side af trekket kl. 17:30.

Chauffør Megan fortæller levende om trekket og de aktive vulkaner. Hun siger også, at det er årets travleste dag på trekket, dels har det været lukket i flere dage og dels på grund Waitangi Day, som ligger op til en weekend.

Trekket er på 19,4 km, og det går fra Mangatepopo beliggende 1.100 meter over havet og op over et højdedrag beliggende mellem 2 vulkaner Mt Tongariro og Mt Ngauruhue i 1.900 moh og ned igen til Ketetahi beliggende 700 moh.

Mt Ngauruhue er stadig aktiv og er en af NZ mest aktive vulkaner. Det seneste udbrud i området skete den 6. august 2012.

Turen bevæger sig rundt om Mt Tongariro. Området er fyldt af kratere i forskellige farver og størrelser, vulkansten og smaragdgrønne kratersøer.

Trekket kræver godt vejr, og at du har den rigtige beklædning, har rigelig med vand og mad med, og ikke mindst at du er fit. De 2 første krav klarer vi sagtens, det sidste må vi se hen ad vejen, men vi er indstillet på at vende om . Hele turen forventes at tage mellem 6 og 8 timer.

Vi befinder os i det alpine område, om morgenen var temperaturen 5o, så vi forventede at det ville være frostvejr fra starten af, men vejret var faktisk lunt med høj og skyfri himmel og ingen vind.

Og så er det jo altid sådan, at sådanne trek starter stille og roligt, og de første 4½ km var næsten lige ud ad landevejen med en svag stigning op mod 1.350 meter over havet.

Men derefter begyndte klatringen op mod de 1.900 meter over havet over de næste 4 km. Hvor den første etape blev klaret på lidt over en time tog den næste knap 3 timer; men der måtte også mange pauser til for at få pusten og kraften tilbage i benene.

Udsigten over Nationalparken er nogle steder så flot, at den helt tager pusten fra os, så det er alle anstrengelserne værd.

Fra toppen er der 11 kilometer tilbage, men med et fald på omkring 1.200 meter var det en meget hård tur for ben og knæ. Nedturen tog omkring 4 timer, med masser af trapper.

Vi begyndte trekket i goldt vulkanlandskab og sluttede i et frodigt skovområde med krystalklare vandløb.

Vi nåede lige ned til at nå vores bus tilbage til vores HP i Whakapapa, og er bare så stolte over, at vi klarede turen.

Turen tog os 7 timer og 40 minutter og det er ganske flot klaret, for vi er jo ikke nogen årsunger længere. Bortset fra en vabel på højre fod(Agnes) havde vi ingen gener i kroppen, bortset fra at vi var meget trætte.

Se billederne fra 2015-02-10 – Lake Taupo – 2

Et varmt bad gjorde godt, og Babettes gæstebud på Maori TV med dansk tale og engelske undertekster var en værdig afslutning på en uforglemmelig dag.

Inden vi tog fra Whakapapa var vi lige forbi skiområdet som ligger 6 km længere inde i dalen. Liftene var åbne for sommergæster, som ville op på bjerget.

Med vores kendskab til franske og østrigske skiområder undrede det os hvordan de kunne omskabe den bunke lavablokke til et skiterræn. Liftpasser Pete fortalte, at der falder omkring 2 til 5 meter sne heroppe og samtidig har de en masse – vi så dem selv – skikanoner. Så området er faktsik ret skisikkert.

Lige nu er vi nået til Taupo og Huka Falls Resort hvor vi sidder i vores villa og nyder livet.

Vi har planer om et besøg i “Craters of the Moon” og sikkert også en Jet Boat tur på Huka River til Huka Falls.

Men derom senere.

Turen fortsætter her.