18. – 23. marts 2019 – Wave Rock til Swan Valley

Når vi kommer til en havn trækker det altid i sejlersindet.

Også selvom alle havne hernede ikke er videre tilgængelige, fordi de altid har aflåste porte ud til alle broerne.

Også i Fremantle er der en stor lystbådehavn, men her var hele havnen aflåst.

Hvad gør man så. Møder en sød ung mand, der synes det er synd for 2 sejlere fra Danmark og så bare lukker os ind. Mange broer blev gået tynde, og vi så både svenske, tyske og franske bådtyper – men ingen MAXI’er.

Vi kvitterede selvfølgelig med et besøg i klub baren og fik en stor SWAN øl fra fad med udsigt over havnen.

 

Dag 60 i Australien – Wave & Hyden Rock

Vi har en aftale med en bølge ved 9-tiden.

Den er helt af sten, ca. 15 meter høj og 100 meter lang – med mange farver og imponerende at se på.

Vi kan klatre op på den, men så ændrer den navn fra Wave Rock til Hyden Rock. Men der er en imponerende udsigt heroppe fra over landskaber, saltsøer og klippeformationer – fx Mulka’s Cave. Og så ligger der også en golfbane lige nedenfor – med “blacks”.

Det er et populært område her, og så er der selvfølgelig sørget for andre “seværdigheder” fx. et tinsoldat museum, som vi også lige kigger lidt på.

Efter frokost bliver vi nød til at besøge Mulka’s cave og kigge på aborigine hulemalerier på trods af varmen i dag.

Men så er det også heldigt at vi skal på indkøb i IGA i Hyden, så vi lige kan tage en slapper – og en kage – i bageriet og få fyldt benzintanken, for vi har en rigtig lang køredag foran os i morgen.

Her er bølger i billederne fra Hyden.

Dag 61 i Australien – Hyden til Fremantle Village

Det har regnet i nat og er overskyet til morgen, så vores solopgang over “bølgen” bliver spoleret, lidt ærgerligt for det er helt sikkert både første og sidste gang vi er her.

Vi har 350 km foran os, og har på forhånd udset os et par kaffesteder undervejs i Corrigin og Brookton med en hundrede kilometers afstand. Og begge 2 er “rigtige” australske småbyer lige efter vores hoved. Et supermarked, en tankstation og en cafe. Og nogle overdækkede fortove – både for regn, men især for sol.

Vi kører i det australierne kalder for “Wheat belt”. Billeder med kornmarkerne forklarer hvorfor, der er også lidt højdeforskelle her, og vi kommer forbi flere “Flood ways”, med indikator der går op til 2 m, så skal man nok ikke køre bilen igennem, men her var det nu tørt.

Så klarer vi lige de sidste 150 km ind til storbyens trafik og besvær med at finde vores Holiday Park i Fremantle Village for en enkelt nat.

Vi bor lige ved siden af det indiske ocean og solnedgangen er smuk her til aften.

Dag 62 i Australien – Fremantle Village til Coogee Beach

Vi har været i Perth flere gange, men aldrig været i Fremantle på sydsiden af Swan River.

Og så har de en stor lystbådehavn, som vi rent tilfældigt og heldigt får lov at komme ind i.

Selve byen er lidt af en gammel universitetsby, og det afspejler sig i gadebilledet både i de gamle bygninger og de unge mennesker.

Vores camp i Coogee Beach for de næste par dage ligger knap 4 km syd for byen, og med direkte adgang til oceanet har vi allerede besluttet os for et bad i morgen tidlig.

Lidt indtryk fra Fremantle.

Dag 63 i Australien – Coogee Beach – Val og Patsy

Det er overskyet til morgen og sikkert også koldt og vi vågner lidt sent – det var vist alle undskyldningerne – og så kommer Patsy og Val fra Perth til middag i aften, så morgenbadet aflyses.

Så hovederne lægges i blød i stedet for, hvad skal vi servere for dem? En stor Woolworth tæt på vores HP i den nye bydel – Port Coogee – løser problemet. De har en lækker fiskeafdeling, så vi får købt noget marineret fisk og skaldyr.

Byen Port Coogee er et nyt rigtig flot boligkvarter – er næsten færdigbygget – bydelen hænger sammen med en ny lystbådehavn. Vi ved ikke rigtigt hvad folk skal med så store huse, men nogle af dem har egen kajplads lige uden for døren, og det er jo ikke så ringe endda.

Patsy og Val kommer på slaget ½5 og har milde gaver med i form af lidt kage og drikke og vi starter straks med niplings mens snakken går.

Vi ved jo nok inderst inde, at det er sidste gang vi ses, men kontakten holdes vedlige via mail, og de har jo også været og besøgt os i Danmark. Vi er kommet meget tæt på dem denne gang, så det er vemodigt at se dem køre af sted, vi sagde godt nok ikke farvel, men See You, som man siger her i Australien.

Lidt billeder fra nybyggeriet ved Port Coogee mv.

Dag 64 i Australien – Coogee Beach til Swan Valley

Det er ved at være hjemrejsetid og i dag kører vi til en Holiday Park i Swan Valley området som ligger tæt på Perth Airport.

Men først skal vi lige sige et sidste farvel til Fremantle – byen og fiskerihavnen – og må selvfølgelig lige have en Fish&Chips i et af de kendte spisesteder på havnen.

Et brudepar i parken lige ved siden af er da kun sødt, og jeg (Agnes) fik lov til at fotografere dem.

Gerda er sat til at føre os sikkert ud af byen og til vores nye logi i Swan Valley, som er det sidste overnatningssted inden vi tager hjem til Danmark.

Vi sidder med eftermiddagskaffen, da 3 helikoptere begynder at svirre over vore hoveder.

En mindre bushfire nærved skal slukkes, og 2 af helikopterne kaster vand ned over ilden. Det er ret udramatisk, men vi havde da aldrig troet, at vi skulle se dem i funktion i virkeligheden.

Dag 65 i Australien – Swan Valley

I dag er den sidste hele dag vi har i Australien, og selvom vi er i et berømt vinområde – Swan Valley – skal vi ikke på vinsmagning, for vi kan jo ikke købe noget, når vi skal hjem i morgen.

I stedet beslutter vi os for at spise frokost på en af vingårdene. Valget falder på Henley Park, der er danskejet af Claus og Lisbeth Petersen, vi kender vinene fra Danmark gennem Skovgaard Vine, men vi kendte jo ikke historien.

Claus er fra Stigs Bjergby og er landbrugsuddannet. Hans bror har et landbrug i Vestaustralien, og mens han var i gang med sin landbrugsuddannelse, hjalp Claus flere gange sin bror med landbruget, og det var her hans interesse for Australien startede.

Claus købte vingården i 1986, vingården er fra 1935, så den var “ready to go”. De har stadig nogle af de gamle vinstokke, se dem på billederne. De første 6 år havde han en vinkyndig franskmand til at hjælpe, men så overtog han selv hele processen. Druerne er håndplukkede, og der sælges kun via cellar door (dørsalg) i Australien, men en del af deres vinproduktion går til Danmark.

Vi fik en dejlig fiskeret og tilbragte et par skønne timer på vingården, hvor Claus og Lisbeth med mellemrum kom hen til os for at få en sludder, et rigtig hyggeligt besøg.

De fortalte os, at Swan Valley har produceret vin fra 1834, og er det næstældste vinområde i Australien, kun overgået af Hunter Valley i New South Wales, som plantede de første vinstokke i 1820.

Vi fik også at vide, at Vestaustraliens ældste og første kirke kun lå 1 km fra dem, så den skulle vi selvfølgelig også besøge, kirken er etableret i 1838.

Dagen blev en rigtig god afslutning på vores Australiens tur.

De sidste billeder fra Australien.

Turen fortsætter her ->