Hej alle sammen

Vi elsker jer alle sammen.

Og vi elsker Australien – her er plads så langt øjet rækker både ud over vidderne og op i den blå himmel og også i de mennesker vi møder på vores vej. Det er helt sikkert grunden til at vi hele tiden kommer tilbage.

Men nu til noget helt andet.

De sidste 1.400 km har vi fulgt The Murray lige fra Snowy Mountains og til vi tog færgen over i Morgan i South Australia og kørte ud i ørkenen.

Murray Valley som vi kørte igennem vil jeg ikke kalde en rigtig dal. Floden Murray løb selvfølgelig igennem, men på begge sider var vi i et lavland hvor vi kunne se flere hundrede km frem og ingen bjerge var i sigte. Hvis floden ikke havde været der ville der være gold ørken.

I stedet kørte vi gennem farmland, orangelunde, frugtplantager og vinmarker med rækker af vinstokke så een måtte forbavses.

Alt dette var kun muligt fordi tilflytterne til den røde ørken allerede midt i 1800-tallet begyndte at bygge diger (weirs) og sluser for at kunne transportere uld og meget andet herfra ned til Adelaide og Melbourne.

Selv om man prøvede at styre Murray var der så sent som i 1956 en flood der gik 7 meter over daglig vande og oversvømmede de fleste af de byer der lå langs floden.

Da vi var ude at sejle på Murray var den imidlertid blid som et lam og vi kunne se langs floden, at de fleste beboelser lige havde en snabel nede i vandet for at kunne vande deres haver og holde dem pænt grønne. For vingårdene og andre der skal udnytte vandet kommercielt er der kraftige restriktioner på deres forbrug ligesom der er på alle de vandingskanaler der gennemskar landskabet.

Når vi taler om restriktioner så lå vi hele tiden på grænsen mellem New South Wales og Victoria da floden netop danner grænsen.

Og det at krydse fra den ene side til den anden kunne hele tiden give problemer hvis vi havde frugt med især druer og bananer på grund af deres frygt for fruit-flies. Der var nogle gange hvor vi lige måtte stoppe og spise det inden vi krydsede.

Ved indgangen til South Australia blev det meget værre for der var helt fysisk en grænseovergang med kontrol – vi havde melon og grøntsager med – men vi blev frikendt. Vi var lige blevet advaret 5 km før, men vi håbede på det bedste.

Da vi forlod Murray kørte vi som sagt ud i ørkenen. På et passende sted skulle vi lige have et billede af det bizarre landskab. Det blev en barsk oplevelse. Ikke alene var temperaturen oppe i 40-erne men det gjorde faktisk også ondt at trække vejret, så vi skyndte os med billederne og tilbage i A/C i bilen.

Vi var nu på vej til Clare Valley som lå på den anden side af ørkenen lige oppe over nogle bakker i landskabet.

Det blev som at komme til en anden verden. Vi kom lige op over toppen og så åbnede en rigtig dal sig for vores fødder, grøn og frodig og med vinmarker over det hele.

Modsat Barossa Valley, som vi kom igennem nogle dage senere, var der her i Clare mange små private vinejere og mange havde både udsalg og vinsmagning.

Vi brugte en dag på at køre rundt i dalen, som kun er 21 km lang, og besøge flere af dem.

Australsk vin smager altid af sol og sommer synes vi og uanset om det er de billige konsumvine eller de dyrere årgange.

Et af stederne måtte vi tage tilbage til for at købe en flaske mere som vi ville importere til DK. Og det viste sig at være en god beslutning for vinejeren – Robert Crabtree – havde lige fået en fransk vinuddannet ung mand paa besøg. Og det gav ejeren blod på tanden til at vise og forklare og uddybe den proces han brugte i fremstillingen og vi blev inviteret med. Han var ca. en uge henne i vinhøsten som ialt tager ca. 4 uger da alle druer bliver håndplukket – de allerfleste steder er det store maskiner, men det hænger også sammen med terrænet. Så foruden forklaringerne smagte vi også på de nye moste, både en Riesling og en Shiraz, der var høstet sammen morgen. En uhyre spændende oplevelse.

Barossa Valley kørte vi hurtigt igennem på vores vej til Adelaide, men vi kørte da over den mest berømte creek – Jacobs Creek – og rundt om kunne vi da også se kæmpeskilte med navnet på vinene.

At køre langs Murray havde da lidt med vand at gøre, men vi må nok se i øjnene at vores hang er til havet og her i Adelaide bor vi kun en to tre golfslag fra vandet – dog ikke nede på jorden men på 11.te etage i et motel og med udsigt over det sydlige Adelaide, Adelaide Hills i øst og havet i vest.

I dag er vi på bytur med sporvogn fra Glenelg hvor vi bor og ind til City hvor vi bare vader rundt, drikker en øl i ny og næ, gør lidt indkøb og skriver mail hjem.

Derfor får i denne her nu med alle gode ønsker for den kommende uges tid

fra OS 2 der har nået havet igen og nu bliver vi her

Her kommer billeder fra Clare Valley og Adelaide.

Her kommer næste mail til hjemlandet.