2006-04-01 – Australien 2006 – Epilog

Hej alle sammen for sidste gang denne gang

Ved afslutningsceremonien for Commenwealth Games i Melbourne lød det “You are simply the best” og vi kan kun sige, at det har været den bedste tur Down Under nogensinde.

På vores tur oplevede vi at befinde os på de steder i Australien, der havde det bedste vejr. Regnvejr en eftermiddag var hvad det kunne blive til, samtidig hørte vi om tropisk cyclon i Queensland og voldsomme regnskyl i nærheden af os samt cyclonen Glenda, der var på vej ind over land i West Australien da vi skulle hjem.

Vi havde en plan og som en kendt person – Carsten Knorr – har sagt “man skal have en plan for at kunne afvige fra den”!

Det første vi gjorde i Cowes på Philip Island var at foretage nogle essentielle indkøb såsom bestik, nogle gode grønne kantede indkøbsposer og så selvfølgelig toastbrød og marmelade og kaffepulver og ost og plastictallerkener – både flade og dybe – og cornflakes. Og så var vi oppe og kørende, for på alle moteller, hoteller og cabins er der altid en toaster og en vandkoger og køleskab plejer der også at være.

De grønne stofposer blev pakket med henholdsvis køkkentingene, toiletsagerne og badetøjet og så havde vi en pose med vandflasker så vi altid havde masser af koldt vand med og det viste sig nødvendigt på turen. På denne måde kunne vi lade vores store kufferter blive i bilen når vi kom frem og kun tage de nødvendige poser med ind.

Dagligt måtte vi så købe mad og salat og mælk og sådan noget samt kolde colaer til vores rom + cola. Desuden var der jo lige den daglige flaske vin fra området, for det var jo en vintur det her.

I det daglige var vi oppe i god tid for at nyde morgenen lige til vi blev smidt ud ved 10-tiden. Og hen på eftermiddagen sørgede vi for at være fremme i god tid til at kunne nyde solen inden vi skulle i gang med middagen så vi også kunne sidde ude og spise. Et par gange købte vi Take-Away og 3 gange var vi ude at spise og resten af tiden var vi selvforsynende – og det passer helt godt til vores stil som udemennesker.

Planen blev i det store og hele fulgt. Men ved siden af selve ruten vi havde valgt, havde vi et stort katalog af seværdige ting og steder i de områder vi ville komme til at køre igennem. Og endelig kunne inspirationen og tilfældet råde som vi kom frem.

Vi havde en Accomodation Guide fra Australien så vi kunne danne os et oveblik over priser og udstyr på de steder vi ville overnatte og den havde vi også brugt hjemme i DK allerede ved planlægningen. Og den blev også brugt flittigt når vi nærmede os et nyt sted. Men et er at læse i en guide og noget andet at komme dertil. Derfor har vi aldrig bestilt værelser eller moteller på forhånd. Beliggenhed og udseende er meget afgørende for os og alle steder du kommer har du altid mulighed for lige at bese lokaliteterne.

Endelig er der jo også det problem, at vi er afsted i lang tid og kun kan have begrænsede mængder af tøj med. De fleste moteller har Laundry, men så skal vi jo være i nærheden så længe vi vasker, så der opsøger vi nogle af de lidt dyrere steder for så kan vi få egen vaskemaskine og nogle steder også tørretumbler. Det er jo et helt himmerige. På turen var det kun nødvendigt et par gange.

Denne tur var jo en vintur så vi blev nød til at drikke en flaske pr dag. Australske vine glimrer sig ved at være tidligt drikkemodne og at du kan mærke solen i dem. Desuden er de fleste lavet på een druetype, enkelte gange blanding af to typer, meget modsat de franske som de allerfleste gange indeholder blandinger af 4 typer. Årgangene lå mest mellem 2001 og 2004 og for det meste var det Merlot eller Shiraz vi drak og nogle få gange rene Cabernet Sauvignon, men helst skulle de blandes med en anden drue for at være drikkeklare i de årgange. For hvidvinene kan vi bedst lide Chardonnay – god og krydret – og til lidt finere retter Semillon/Chardonnay. Ved vores besøg hos vinbonden i Clare Valley var der også en fransk vinkyndig og han udtrykte det på denne måde: At de franske vine godtnok havde finesse men i de australske kunne man genkende den enkelte drues karakter og det var gået tabt i de franske, det synes han var synd.

Selvfølgelig kunne vi få billige australske vine, men vine er generelt ikke billige i Australien.

Og nu til noget helt andet. Hjemturen.

Vi forlod vores hotel i Melbourne torsdag kl. 11 og var hjemme igen i Mikkelborg fredag kl. 11. En tur på 24 timer skulle man tro, men med tidsforskellen blev det ialt 33 timers veltilrettelagt hjemtur hvor alt klappede undervejs og vi fik vores gode sæder på række 42 A+C på det lange stræk fra Melbourne til Wien.

Skiftene i Singapore og Wien var usandsynlig korte og der var kun lige mulighed for at komme ud af flyet og så stille sig i kø for at komme ombord igen.

Over Australien var der en del turbulens og altid lige når vi havde fået kaffe eller vin. Og selv om det kun tog et sekund nåede vi at se vores nyskænkede hvidvin svæve lige under loftet inden det plaskede ned over os så vi lugtede af vin resten af turen til DK. Godt at det ikke var rødvin eller kaffe. Det var kun til at grine af.

Dette var alt for denne gang og på genhør en anden gang

OS der nu er hjemme i det kolde nord og hvor de sidste billeder kommer her.