1999-12-13 – New York

Det er køernes land.

Først i LA hvor vi skulle i luften, så i JFK hvor vi skulle lande og så ved bagagebåndet, så ved taxa’erne og så til Manhattan.

Der var også kø om lørdagen for alle 10 millioner New Yorkere var taget på juleindkøb og gudstjenester og hvad ved vi.

Så nu var der kø ved lyskrydsene, ved cafeerne og restauranterne og de længste køer så vi ved legetøjsbutikkerne.

Bloomingdales var et helvede og Macys ikke for godt og så blæste der en strid vind på tværs af avenuerne så de 5-10 grader der skulle være føltes som minus 10.

Men vi havde et mål den dag og der var der helt tilfældigt også en lang kø, men det var for dem der skulle i teatret til 14 forestillingen. Køen ved billetlugen var der ikke og de havde billetter til samme aften. Til hvad?

Phantom of the Opera!!! Og har du ikke set den så se den hvor i verden du nu kan.

New York er jo byen der er liv i døgnet rundt og da vi gik hjem sent efter forestillingen og natmaden kan én jo også opleve en ungersvend i en hestedroske falde på knæ for sin pige. Det så ret sødt ud.

Søndag var dømt til kultur og vi var da også tidligt afsted for at opleve Statue of Liberty, det nåede vi ikke sidste gang vi var her. Men som sagt – næstsidste weekend før jul får altså et eller andet op i folk. Vi troede de var på indkøb igen, men nej, de var ved frihedsgudinden. Men solen skinnede og det var lunt så hvad gør det at stå en time i kø.

Så skulle vi jo lige forbi Macys igen og det ødelagde altså det kulturelle med museer og sådan noget. Men vi var da på farten fra 9 morgen til 9 aften og slidt helt ned til sokkeholderne, dog ikke mere end at vi lige skulle besøge den der lille franske vincafe vi havde fundet henne om hjørnet og så blev det sent igen.

I dag mandag er jo afrejsedag, vi skal afsted kl. 15 fra hotellet, så lidt enkelte indkøb og en tur til Greenwich Village står på programmet og så er der jo bare lige 18 timer hjem.

Det var alt for denne gang og slut på turen fra Globetrotterne

Agnes & Flemming