Hej allesammen

Så er det mandag morgen og vi har været i Sydney i flere dage nu.

Det var svært at forlade Auckland – vi blev siddende på vores altan og så ud over havnen hele aftenen lige til kl. 23 med sushi og vin og rom fra minibaren. Et hotel jeg absolut skal bo på hvis/når vi kommer tilbage.

Men vi skulle tidligt op og afsted og det var nok derfor det gik galt.

Taxaen var der i tide. Indtjekningen gik uden problemer selvom vi nok vejer lidt mere efterhånden. Bagagen altså. Flyveturen stille og roligt men med en fantastisk turbulens over Sydney igennem nogle fantastisk flotte skyer.

Som altid i Sydney er der kø på vej ned og på vej til gaten.

Og hernede er immigrationen altid noget af en prøvelse. Og bagagen bliver gennemlyst på vej ind i landet ovenikøbet.

En brysk herre henvendte sig til lille mig. Var det min taske? Havde jeg selv pakket den? Var det mit indrejsedokument? Havde jeg selv udfyldt og underskrevet det? Havde jeg været i AUS før. ja ja ja ja ja!!!!!

Hvad var så det her. Og frem af taskens dyb fremdrog han en lille pose pistacienødder. Absolut forbudt at indføre til AUS. Jeg stod til en bøde på 220 $. Han måtte vist hellere lige tjekke mig i maskinen.

Efter en stund kom han tilbage og så endnu mere brysk på mig. Jeg slap med en advarsel og det blev altså noteret og lad det aldrig mere gentage sig!!!!!!

Jeg kommer vist aldrig til AUS mere, de vil nok aldrig give mig visum igen.

Jeg tør ikke engang gå over gaden uden for de afmærkede felter.

Men tilbage til Sydney igen.

Vi var ved hotellet kl. 10 og værelset var faktisk klar så vi kunne pakke ud i ro og mag – vi skal jo være her en hel uge.

Det er hårdt at være turister når det er så varmt så det første vi startede med var en færge til en af de berømte strande Manly Beach hvor vi kunne ligge og slange os og døse hele eftermiddagen ovenpå den hårde morgen.

Godt stegte gik vi på udkik efter øl. Det er ikke altid helt let for hvis du ikke vil sidde indenfor på en af de lumre pubs så skal du næsten altid spise et eller andet til øllen og så meget mad kan vi altså ikke spise. Så i stedet lurede vi os indenfor i en af de specielle liquerstores og fik 2 øl i hver sin brune pose så vi kunne sidde på stranden og se ud som om vi foretog os noget helt andet end vi gjorde.

Aftensmaden indtog vi ved operahuset med udsigt til Harbour Bridge – de har virkelig gjort hvad de kunne for at samle det hele lige hvor vi ønsker det.

Fra vore værelse har vi jo selvfølgelig udsigt over havnen og operahuset og mindre en et kvarter at gå derovertil.

Men vi er jo ikke kommet så langt alene for at dovne.

Lørdag er deklameret som kulturel dag.

Vi starter med en lille bytur i vores egen bydel – The Rocks. Et fortræffeligt sted at bo lige i centrum af byen og med alt indenfor få minutter, færger, busser, opera, bridge og et leben dagen, døgnet, ugen om.

På vores lille bytur får vi også besøgt et lille museum – Susannah House – 4 sammenhængende arbejderboliger fra 1840’erne, der trods byfornyelser og pestplager har fået lov til at overleve til vore dage.

Der var også både marked og didgeridoo dag lige i nærheden med underholdning og oplæring i den ædle kunst på instrumentet.

Og så var det jo vores Opera-aften. Pænt klædt på til eventen. Og gode pladser. Det var Rigoletto der var på programmet. Musikken i sig selv er jo en lise for sjælen selvom handlingen jo faktisk er lidt sørgelig. Hertugen blev sunget af en koreansk tenor og Gilda, den unge pige, af en australsk sopran. Koreanere er jo ikke altid så store og sopraner er jo sjældent så små så een skal sommetider bruge masser af fantasi, men lyt til sangen og musikken og lev dig ind i en anden verden så går det helt fint.

En sådan aften kunne jo kun afsluttes med et glas vin under åben himmel med udsigt til broen.

Byen er ikke lukket om søndagen, men folk og fæ er vel på søndagsture rundt omkring så vi tog del i den almindelige helligdag og tog toget ud til Blue Mountains – en 2 timers togrejse.

Derhjemme er nogle af de farverigeste fugle vel dompappen så det er jo altid fantastisk at se grønne og røde og blå papegøjer i fri dressur i naturen for slet ikke at tale om kakaduer.

De blå bjerge er egentlig ganske almindelige bjerge med en masse grønne træer på. Men når vi står oppe i 1.000 m højde og ser ud over bjerge og dale bevirker fordampningerne fra eucalyptus og andre at farven i luften over dem bliver en diffus blålig kulør som har givet navn til dem. Et fantastisk flot syn.

Vi var både på opleveren og det kulturelle, saa vi prøvede både svævebane og togtur til dalen 700 m under os og kulturel vandretur i dalen inden vi mætte returnerer til Sydney.

Men så havde vi også været paa tur hele dagen. Som sagt det er hårdt at være turist også selvom det ikke er et tilfælde.

Nu bli’r vi altså nød til at gå på PUB.

Hilsen til alle på jer vej fra

Agnes og Flemming der skal på indkøb i dag

Her kommer næste mail til hjemlandet.