14. – 22. oktober 2009 – Cairns til Mount Isa

Onsdag den 14. oktober 2009 – Kuranda

Vækkeuret sættes i dag til kl. 06:00, det er før campingtid for vi bliver hentet 07:40 af Down Under Tours og kørt til Freshwater St. hvor vi skal boarde Kuranda Scenic Railway.

Afgang kl. 9 på en rolig tur med skønne views mellem bjergene.

10:15 var vi fremme i Kuranda hvor vi lige slappede med vores tour-guide Chey og hendes baggrund som 1/16 aboriginer.

Vi strollede op gennem hovedgaden og butikker inden vi fandt sommerfugleparken. Hold op nogle flotte farver og alle størrelser og svære at fotografere for de er for alvor flagrende. Især den blå, som vi faktisk var så heldige at se tidligere i dens naturlige omgivelser.

Sky-railen ned havde 2 stop med oplevelser undervejs og det var eventyrligt at overskue landskabet på den måde.

Til sidst så vi en film i Tjapukai-Centret inden vi blev kørt tilbage kl. 17.

Vi satte os udenfor med kaffe og computer og bryggede på næste mail hjem.

Vi overgav os atter en gang og indtog vores sidste måltid i Cairns i vores Bali restaurant.

Se dagens billeder her.

Torsdag den 15. oktober 2009 – Cairns til Bartle Frere

Vi er tidligt oppe igen – det er lissom en vane – og begynder lidt småpakning inden morgenmaden. Vi skal tjekke ud kl. 10 og først hente bilen kl. 11 så vi har god tid.

Vi tager en taxi til MAUI, der har en sølvgrå Ford Territory TX, WSO-162, til os – og så i 62 dage.

Vi kører straks de 300 m hen til Coles og køber vildt ind, så til Liquerland på Sheridan Road og på vej ud af byen får vi købt vores cooler på Musgrave Road.

13:15 er vi rigtig afsted. Vi kører mod Atherton Tableland med frokoststop 14:15 ved Mulgrave River. Vi kører ad Gillies HWY gennem et bjergrigt område med fantastiske views og jacarandaer og rødt træ i Malanda 15:30.

Ved Millaa Millaa kommer vi på Palmerston HWY mod Innisfail og Bramston Beach. Der er skønt dernede, men værtsparret er ude. Vi prøver hotellerne i Babinda og Miriwinni, men de tiltaler os ikke.

Kl. er mange, hvad gør vi! Hov! Et skilt med B&B! Vi kører fra og ender hos Terry og Helga Crisp i Bartle Frere i deres lækre hjem. BBQ tændes og imens får vi en tur i pool’en.

Vores store bøf spises indendørs pga Moth’s (store bidende fluer) og så falder vi også hurtigt i søvn efter at have kørt 237 km i dag.

Fredag den 16. oktober 2009 – Bartle Frere til Mission Beach

Vi vågner op til endnu en skøn dag, dejlig morgenkølig – nok kun i 20’erne – og nu skal vi rigtig til at pakke i vores Coles-poser og gøre klar til de næste mange dage.

Her er sommerfugle og kolibrier og kookaburra mens vi nyder et superbt morgenmåltid på balkonen og nogle gode hints fra værtsparret gør, at vi går op til Josefine Falls – et skønt sted hvor der kan bades – og bagefter kører vi til Golden Hole hvor vi faktisk bader.

Først 11:30 forlader vi Bartle Frere og kurser Innisfail igen på vej mod Mission Beach. Vi starter ved info’en i nord og anbefales Beachcomber Coconut Village ved South Mission Beach hvor vi får cabin 18 med udsigt mod Dunk Island kl. 13:30.

Udpakning og frokost og en tur i Coral Sea, der er 25-28 grader varmt, kan vi få det bedre? NEJ! Det er skønt bare at kunne gå overvejen og så er havet der. Vi må have et bad til, nu hvor højvandet er på vej ind og der er små stingrays og krabber.

Til aftensmad bestiller vi kylling og får roasted lamb, men så bliver det også bragt til cabin 18.

Vi kørte kun 96 km i dag.

Lørdag den 17. oktober 2009 – Mission Beach til Undata Lava Tubes

Nætterne bliver køligere hernede sydover, men fra 8 af får solen rigtig fat.

Vi startede med en dukkert inden morgenmaden, vores første selfmade.

09:45 er vi afsted på vej mod Tully og Innisfail hvorfra vi tager Palmerston HWY mod Millaa Millaa. Vi drejer af før og tager den gamle Scenic Route udenom og rammer Kennedy HWY sydfor.

13:00 er vi i Ravenshoe og indtager en velfortjent frokost i den lokale cafe. Næste stop er kaffestop i Mt. Garnett hvor kaffen smager umiskendeligt som øl i den lokale bar.

Der er ikke langt igen før vi drejer af mod Undara ad Savannah HWY, men inden skal vi lige have overhalet et af de der 55 m lange Road Trains – og der er en del lige her.

Vi får en forsmag på “asfalt i midten” bane veje nu og det skal vi nu nok vænne os til de næste 1.500 km.

Vi lander på klokkeslættet 16 i Undara og bliver indlogeret i nr. 1 i Firth Carriage. Ren Luksus.

En kop kaffe inden “Bluff Circuit Walk” med god udsigt over området.

Der er ventetid på sitting og også på maden, der er blevet mixet lidt, men er OK og kænguru smager altså bedre end krokodille.

Det bliver ikke sent i dag – selvom vi kun har kørt 301 km.

Søndag den 18. oktober 2009 – Undara Lava Tubes

Der er morgenmad ved lejrbålet kl. 7 og vi er der i god tid for vi skal på den store Vulcano Tube Tour kl. 8.

Marinebiolog Paul er blevet omskolet og fører os gennem flora og fauna til den første “lille tube”. Lille i længde men ikke i vidde. Den næste er endnu længere og den sidste er en helt katedral med kor og skib så langt at det er godt at vi har lygte med. Også til at se grupperne af helt små bats, der holder til i den mørke tunnel, samt de flotte farver vægge og lofter har fået gennem de sidste 190.000 år. Det var gode 4 timer på tur.

Efter frokosten gik vi til poolen for et par timers afslapning inden vi skal på sunset-tour. Vi troede det varen walk, men vi blevkørt. Først “The Swamp” uden vand, men masser af kænguruer, så en mor med en joye (unge) inden vi kører helt til tops hvor solen går ned og hvor de første regndråber i 6 mdr falder. Vi slutter i mørket i Batman’s hule bevogtet af pytoner. Et fantastisk syn.

Det tog også fantastiske en hel time at få middagen: Rib-Eye og Emu men så tog vi også dessert til.

Mandag den 19. oktober 2009 – Undara til Normanton

Chef John fra NZ stod for morgenmaden i dag. En blæsende dag, men bygen fra i går er helt væk. Der er wallabi og masser af sommerfugle ved wagon’erne.

Vi beslutter os for at køre og får madpakke med på vejen. 10:45 er vi afsted. Vi har 450 km foran os ad en lige ensporet vej – tror vi. Det viser sig, at de første 300 km til Croydon foregår i et kuperet afvekslende landskab.

Hverken Croydon eller Georgetown er noget at skrive hjem om, men sidstnævnte har en god Info. Vi tager også lige en mellemmad her og igen på Croydon Station, hvor Gulflanderen går fra. Vi så den senere på den sidste etape.

16:40 når vi Normanton. 1.500 indbyggere og flyveplads. Vi finder en campingplads. Bungalows? – OK – men det er vist cabins eller container? Men udenom er det OK og med stor pool som vi straks må afkøles i.

Vi griller superbe bøffer fra en lokal slagter mens solen går ned.

På vejen hertil mødte vi 36 biler, 7 Road Trains og 3 motorcykler, men vi kørte jo også kun 446 km.

Aftenen er meget lun mod de sidste dages kølige nætter.

Tirsdag den 20. oktober 2009 – Normanton

Vi sover lidt længe i dag og kan alligevel sidde i morgenkølighed på vores patio og spise morgenmad. Der skal også lige vaskes lidt men det er ingen sag.

10:30 er vi afsted mod Karumba, men undervejs overraskes vi af det rige fugleliv af både traner og Jabiru-storke.

Der er mange Road Trains her. Vi kører lidt rundt og header så Karumba Point hvor et skyggefuldt træ ved siden af baren og floden danner et godt frokoststed med “skjulte øl”.

Vi vil lige se på havnen og falder så over Barramundi akvariet hvor guide Jemimah fortæller levende om deres projekt og vi får lov at fodre dem.

Vi fik også en lektion i traner: Sortbenede Brolga og Pink Sarus Crane.

Ved siden af lå udskibningen af levende kvæg til??? Vi ved det ikke!! Men det begrunder de mange lastvognstog.

Vi nåede internetcafeen i Info inden vi købte nogle flere Y-bone steaks og toppede benzinen efter vi har kørt 172 km i dag.

Rom og cola først og så grilles der løg og bøffer. Atter en uhm-dag. Det har blæst varmt hele dagen men til aften lægger vinden sig, en yderst lun aften venter.

Onsdag den 21. oktober 2009 – Normanton til Mount Isa

Vores studieværter fra 2006 er stadig på 7-News så alt virker helt bekendt. Og vi kan lige skæve til nyhederne og høre nyt om bushfire’s ved Rockhampton og Bundaberg.

Morgenmad i kølighed igen og så store pakkedag inden vi er afsted 9:10. Lige uden for byen er der en billabong med pelikaner som vi misser, men på strækningen til Burkes og Wills er der både Brolgas, falke og kæmpeørn.

11:30 lander vi på Roadhouset og holder en times hvil. 200 km er udkørt. De næste 200 km til Cloncurry går gennem et mere varieret landskab og ved Quamby er der ovenikøbet et hotel fra det lokale rodeo.

Landet i Cloncurry 14:30 tager vi lige en flat white + blueberry muffin på den lokale cafe med stil og F.F. fotografier. Kun et kvarter og vi er videre til vores vestligste punkt “Mount Isa” hvor vi efter lidt omtrillen beslutter os for Burke og Wills Motel.

Vi går straks i byen forbi “The Buffs Club” til Coles og videre rundt til Chinese take-away. Et godt valg til vores sidste flaske rødvin. Vi spiser hjemme i dag efter at have kørt 502 km.

Torsdag den 22. oktober 2009 – Mount Isa

Vi er tidligt oppe. Fuld sol fra morgenstunden af. Brandalarmen gik igen da vi toastede. Efter indendørs morgenmad gik vi på hotspot-internet bestilt for en hel dag. Og det er lige 4 timers arbejde.

Så den er langt over 12 inden vi kører mod Lake Moondarra for frokost. Der er rigtig varmt herude og det bliver endnu varmere da vi skal tænde bål for at få varmet vores medbragte rester fra i går.

Søen er resultatet af en opdæmning af Leichardt River og er vandreservoir, rekreativt område og stedet hvor den kommende week-ends årlige fisketurnering afholdes.

Vi slutter eftermiddagen med et besøg hos RFDS i Mount Isa. Benzintanken toppes for langtur og vi køber vildt ind i Coles. Vores salat og champagne nydes på patio’en med køleboksen som bord. Som altid før vi spiser er hænderne vasket, men denne gang i motellets pool.

Der arbejdes lidt mere med computeren og vi får kontakt med Francesca, men linien går ned. ØV

Der er billeder fra den sidste uges tid her.

Her kommer næste beretning.