– Donau – 20??

Et flodkrydstogt på Donau har altid stået højt på ønskelisten og fra den 14. september 2020 og til den 24. september 2020 skulle det været gået i opfyldelse, men på grund af Corona-epidemien er det indtil videre blevet udskudt til at være fra den 12. juni til den 22. juni 2021 og turen er også blevet vendt om så vi starter i Wien og ender i Bukarest. Det fremgår endnu ikke af planen nedenfor.

Men sidste nyt er, at 2021-turen nu er aflyst på grund af for få deltagende – de er sikkert flyttet til andre ture som rejsebureauet har tilbudt.

For vores vedkommende betyder det nok, at vi aldrig kommer på denne tur.

Dag 1 – Bukarest (-> 20:00)

Velkommen til Rumænien! Fra lufthavnen kører vi til Bukarest centrum – engang kendt som Østeuropas Paris.

Her tager vi på byrundtur med bus, hvor vi blandt andet kommer forbi Revolutionspladsen, Triumfbuen, Nationaltetatret og koncerthuset Athenæum. Vi gør fotostop ved Ceausescus enorme “Folkets Hus”, verdens andenstørste bygning efter Pentagon, som i dag huser Parlamentet. Efter byrundturen kører vi til Turnu Maguerele, hvor vores hyggelige skib Der Kleine Prinz venter. Vi bliver indkvarteret i vores kahytter og nyder en velkomstdrink og vores første middag ombord.

Athenaeum i Bukarest

Dag 2 – Vidin (15:00 – 21:00)

Baba Vida

Vi spiser morgenmad ombord og under formiddagens sejlads er der præsentation af kaptajnens og hans besætning.

Om eftermiddagen ankommer vi til Vidin, der ligger på den bulgarske side af Donau og er centrum for landets skibsbyggeri. Vi tager på byrundtur til fods i byen med lokalguide. Vi besøger blandt andet fortet Baba Vida fra det 13. århundrede, som er landets bedst bevarede middelalderfort.

Efter byrundturen er er der mulighed for at tilkøbe en udflugt til det fascinerende naturfænomen Belogradchik, som består af et eventyrlandskab af klippeformationer. 610 meter over havet ligger et imponerende fort, hvis historie går 2.000 år tilbage i tiden.

Om aftenen forlader vi Vidin og sejler videre mens vi nyder middagen ombord.

Dag 3 – Jernporten

Vi tilbringer dagen ombord. I løbet af formiddagen er der vinsmagning med musikalsk underholdning i baren. Inden frokost passerer skibet gennem den store sluse ved kraftværket Djerdap.

Om eftermiddagen går sejladsen gennem den berømte hydroelektriske dam “Jernporten”, hvor Donau dæmmes op for at give mere sikker sejlads gennem den 100 kilometer lange, smalle slugt. Turen præsenteres over skibets højttaleranlæg. Tidligere var strækningen en farlig hindring for skibene på grund af de skarpe klipper i den smalle passage. Den gigantiske konstruktion stod færdig i 1972 og blev bygget af rumænske og jugoslaviske bygningsarbejdere. Dæmningen hæver vandstanden med 30 meter og på visse steder i slugten er Donau mere end 80 meter dyb.

Eftermiddagskaffe og middag ombord.

Jernporten – et af Donaus højdepunkter

Dag 4 – Beograd (05:00 – 23:00)

Efter morgenmaden venter en spændende byrundtur med bus i Beograd, hvor vi skal se fæstningen, Kalemegdan-parken, den ortodokse domkirke, Prinsesse Ljubicas gods, rådhuset, nationalforsamlingen og Skt. Markus-kirken. Herefter er der lidt tid på egen hånd i centrum, tag f.eks. en spadseretur gennem gågaden Knez Mihajlova med de mange butikker, cafeer og gallerier. Vi får en en forfriskning på Hotel Majestic.

Efter byrundturen kører vi til en landsby i Vojvodina-regionen. Her skal vi spise frokost hos en lokal familie, som byder på hjemmelavet frokost med lokale specialiteter og vin samt sljivovica, den lokale blommebrændevin i haven – ledsaget af musikalsk underholdning.

Efter middagen på Der Kleine Prinz kan vi nyde en folkloreopvisning med dans og modeshow med fremvisning af de verdensberømte Sirogojno-strikvarer. Ved midnatstid forlader vi Beograd og fortsætter vores rejse.

Dag 5 – Novi Sad (05:00 – 12:00) og Vukovar (17:30 – 21:00)

Tidligt om morgenen ankommer vi til Novi Sad, der er den 3. største by i Serbien og kulturelt og historisk centrum for Vojvodina-regionen. Novi Sad er en livlig by med masser af restauranter, butikker og grønne områder. Efter morgenmaden tager vi på byrundtur til fods i selskab en lokal guide.

Der tilbydes endvidere mod tillæg tur til Krushedol-klostret og landsbyen Sremski Karlovci. Turen lægger ud med et besøg på klostret, som ligger på Fruska Gora-bjerget. Klostret er kendt for sine freskomalerier fra det 15. århundrede. Nogle af Serbiens mest kendte historiske personer, bl.a. Kong Milan Obrenovic og Grevinde Ljubica, ligger begravet på klostrets område.

På turen tilbage til Novi Sad gøres stop i den lille by Sremski Karlovci, som er centrum for vinproduktionen i Fruska Gora-regionen. Her skal vi på privat besøg hos familien Zivanovic, der er kendt for fremstillingen af Bermet-vin, som blev serveret ved habsburgernes og den russiske zars hoffer. I den store have vil vores værter servere flere forskellige typer Bermet-vin, samt familiens hjemmelavede honning. Der vil også være besøg i vinkældrene samt på det lokale honningmuseum.

Vi fortsætter sejladsen mens vi spiser frokost ombord. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Vukovar, der er Kroatiens største flodhavn og en hyggelig by med cafeer, museer og butiksgader. Vi tager på byvandring, hvor vi bl.a. ser den nyopførte by efter bombningerne i 1992. Under gåturen kan vi også nyde byens fine huse i barokstil.

Vi spiser middag ombord og fortsætter sejladsen mod Mohacs.

Sremski Karlovci, Novi Sad

Dag 6 – Mohacs (06:00 – 14:00)

Pecs

Efter morgenmaden kører vi til Pécs, som kaldes “kunstelskernes by” idet den er kendt for sine talrige gallerier, museer og historiske mindesmærker. Vi ser byens vigtigste seværdigheder, heriblandt Szecheni- torvet, Kaptalan-gaden med smukke restaurerede huse fra middelalderen, rådhuset samt byens store vartegn, domkirken, bygget i det 11. århundrede. I kirken spilles der en kort orgelkoncert. Efter byvandringen er der lidt tid på egen hånd i den hyggelige by.

Tilbage på skibet nyder vi frokosten mens kursen sættes mod Budapest. Eftermiddagskaffe og middag ombord.

Dag 7 – Budapest (07:00 ->)

Donau deler Ungarns hovedstad Budapest i to bydele: det grønne og kuperede Buda med Gellert-højen, slotskomplekset, Matthias-kirken og fiskerbastionen, og Pest, hvor parlamentet, forretningsgaderne og den berømte markedshal findes.

Efter morgenmad ombord på skibet er der byrundtur med bus i Budapest. Vi kommer forbi Skt. Stefan-kirken, operaen, Heltepladsen med statuer af ungarske herskere og andre historiske personer, Millennium-monumentet og de smukke broer over floden. Der vil være stop ved Heltepladsen, Fiskerbastionen og Matthias-kirken samt på toppen af Gellert-højen.

Der er frokost ombord på skibet, hvorefter eftermiddagen er til fri disposition til at gå på opdagelse i den smukke hovedstad på egen hånd. Se for eksempel parlamentet, Dohány-synagogen, som er verdens 2. største, gå på opdagelse i den store markedshal eller besøg en af byens mange spa-bade med thermalsk kildevand, for eksempel på Gellert Hotel.

Der er mod tillæg mulighed for at afslutte den første dag i Budapest med et flot folkloreshow med strygeorkerster og dansere. Forestillingen finder sted i et centralt beliggende koncerthus, oftest Duna Palota eller Budai Vigado. Efter forestillingen kører vi en tur for at se Budapest by night og nyde udsigten over den smukt oplyste by fra Gellert-højen.

Krydstogt til Budapest

Dag 8 – Budapest (-> 21:00)

Budapest – Pusztaen

Vi spiser morgenmad ombord, hvorefter dagen er til fri disposition i Budapest. Om formiddagen er der mulighed for at deltage i en tilkøbsudflugt til den pittoreske landsby Szentendre fra det 17. århundrede. I landsbyen, som ligger ca. 25 kilometer fra Budapests centrum, ser vi byens torv med mindekorset, Ungarns første seminarium samt byens smukke kirker.

Efter rundturen vil der være lidt tid på egen hånd til at slentre rundt i byen eller måske nyde udsigten til folkelivet fra en af de hyggelige cafeeer. Frokost ombord. Om eftermiddagen er der mod tillæg mulighed for at deltage på en udflugt til pusztaen – et træfattigt steppelandskab cirka 45 kilometer syd for Budapest. Her besøger et typisk ungarnsk puszta-stutteri og ser en uforglemmelig optræden af veltrænede ungarske heste og dristige ryttere. Der er mulighed for at besøge staldene, inden vi skal smage den ungarske frugtbrændevin palinka. Vi spiser middag ombord og hen på aftenen fortsætter skibet mod Bratislava.

Dag 9 – Bratislava (14:00 – 19:30)

Vi tilbringer en afslappet formiddag ombord. Undervejs mod Bratislava passerer vi Gabcikovo, som er den største sluse på den øvre del af Donau.

Om eftermiddagen tager vi på rundtur Slovakiets charmerende og romantiske hovedstad Bratislava. Vi kører med byens berømte sightseeing-tog Oldtimer gennem byen og op på bakken, hvor slottet ligger med smuk udsigt over byen og floden. Efter køreturen spadserer vi gennem den mindre kuperede gamle bydel med Michael-broen og -tårnet, det gamle rådhus, torvet og nationalteatret. Afslutningsvis vil der være tid på egen hånd til shopping eller sightseeing.

Vi kan se frem til en dejlig aften med kaptajnens gallamiddag, hvorefter musikken spiller op til dans.

Bratislava

Dag 10 – Wien (04:00 ->)

Så er vi nået til Wien! Efter morgenmaden tager vi på byrundtur i Wien og får et indtryk af byens mange spændende seværdigheder.Vi starter med det berømte Hundertwasser-hus og fortsætter til Belvedere-slottet, en royal sommer¬residens fra det 18. århundrede. Vi går en tur i det imponerende parkanlæg, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Wien. Herefter går turen ind til det historiske centrum med Skt. Stefans-domkirken.

Eftermiddagen er til fri disposition, der er mulighed for at slappe af på skibet eller gå på opdagelse i Wien på egen hånd.

Efter middagen ombord er der mod tillæg mulighed for at opleve en ægte Wienerkoncert i de rette omgivelser i et af byens smukke koncerthuse, oftest Auersberg eller Börse. Der optrædes med værker af Mozart og Strauss. Orkestret suppleres af indslag fra operasangere og balletdansere. I pausen serveres et glas mousserende vin eller et glas juice. Efter koncerten kører vi gennem Wien by night, hvor vi kan nyde synet af de smukt oplyste bygninger langs Ringstrasse, heriblandt operahuset, Burg-Theater og parlamentet.

Dag 11 – Wien (hjemrejse)

Efter morgenmaden er det blevet tid til at tage afsked med vores dejlige skib Der Kleine Prinz og det venlige personale ombord.

Vi skal først flyve hjem om aftenen, så der bliver tid til et besøg på Schönbrunn-slottet. Schönbrunn er den østrigsk-ungarske kejserfamilie Habsburgs tidligere sommerresidens. Udflugten inkluderer besøg i de imponerende saloner og en gåtur i den smukke slotspark. Sidst på dagen sætter vi kursen mod lufthavnen og flyver tilbage til København.

M/S Der Kleine Prinz ****

M/S Der Kleine Prinz

Det 4-stjernede flodkrydstogtskib M/S Der Kleine Prinz er vores base på turen gennem smukke landskaber og hyggelige byer langs Donau.

M/S Der Kleine Prinz er bygget i 1992 og er 93,34 meter langt og 11,18 meter bredt. Skibet har 45 kahytter og plads til 90 passagerer.

(NB: Skibet blev totalrenoveret i vinteren 2016-2017, hvor både kahytter og fællesområder blev nyindrettet)

Behageligt tøj og gode travesko anbefales til udflugterne. Det forventes, at vi klæder om, når middagen skal nydes, men det store selskabsskrud kan vi roligt lade blive hjemme.

Faciliteter: Restaurant, en hyggelig salon/bar, hvor underholdningen foregår, reception, elevator (kører ikke op til soldæk) og stort soldæk med solstole og rygeområde. Gratis wi-fi i baren, når forbindelsen tillader det. I receptionen kan der købes postkort, souvenirs fra skibet samt personlige fornødenheder som tandbørste m.m. I receptionen udleveres også kort over anløbsbyerne efter behov, samt Audiovox lydsystem, som anvendes af rejselederen på udflugterne. Der er mulighed for at få vasket og strøget ombord til rimelige priser.

Dækplaner på Der Kleine Prinz

Kahytter: Alle kahytter er rummelige udvendige dobbeltkahytter på ca. 16 m2 med panoramavindue. Den øverste del af vinduet (ca. 20 cm) kan åbnes. Der er 2 enkeltstående senge, garderobe, nyt aircondition-system, radio, TV og sikkerhedsboks. Alle kahytter har eget badeværelse med toilet, brusebad, sæbe, shampoo og hårtørrer. Elektricitet: 220 V. Kahytterne rengøres hver dag og der tæppes af inden sengetid.

Forplejning: Der er døgnet rundt gratis adgang til kaffe, te og vand samt frisk frugt.

Vi spiser i skibets restaurant, hvorfra vi kan nyde udsigten gennem panoramavinduerne. Pensionen begynder med aftensmad på krydstogtets første dag og slutter med morgenmad på krydstogtets sidste dag. Pensionen inkluderer morgenmadsbuffet med stort udvalg inkl. æg og bacon m.m., 4-retters frokostbestående af salatbuffet, suppe, hovedret og dessert, eftermiddagste/kaffe med småkager samt 5-retters middag bestående af salatbuffet, forret, suppe, hovedret og dessert. Der stilles snacks frem i baren hen på aftenen.

Drikkevarer: Drikkevarer kan købes til rimelige priser. Vin og vand på flasker, som ikke drikkes op, kan gemmes til næste måltid.