2009-12-17 – Hobart-mail

Hej alle sammen

Det siges, at i Tasmanien kan alle 4 årstider opleves på én dag.

Vi tror på det.

Vi er nu kommet til den 3.die af de 4 stater vi besøger i denne omgang – Tasmanien. I går ankom vi til Hobart omkring kl. 16 i over 35 graders varme. Inden kl. 18 var temperaturen faldet til 22 og her til morgen havde vi regn og omkring 11 grader og det har holdt hele dagen, til gengæld går solen først ned omkring kl. 21.

Tasmanien har ½ million indbyggere og omkring halvdelen bor i Hobart, som er hovedstaden, det er også her kronprinsesse Mary er født. Vi har ikke set stedet endnu, men det er en del af planen. Vi er vel royale. Og så har vi hørt fra absolut upålidelig AUSSIE kilde, at hvis vi kommer på en bar og siger at vi er fra Danmark, så giver de lokale en omgang. Det glæder vi os til!

I løbet af de 2½ måned vi nu har været af sted har vi boet 35 forskellige steder. Hvordan overlever vi det? Ja, for det første har vi en vis evne til at gøre det nye sted til ”vores hjem”. En årsag er nok også, at vi de fleste steder har mindst 2 overnatninger … men men, i den lille by Normanton blev vores evne til at tilpasse os sat på en stor prøve. Vi kunne ikke få en cabin, men de havde en bungalow og vi sagde glade ja, for i vores terminologi betyder ordet bungalow noget helt andet end det vi fik – vi skulle have spurgt om vi måtte se det først – det har vi lært siden – for de sidste 3 bogstaver i ordet bungalow siger det hele – det var bunden – vi fik et container lignende værelse, dog med vinduer og trøsten var, at der var fine udendørs faciliteter med swimmingpool, BBQ og palmer.

Vi har ikke noget imod at tingene er enkle – det behøver ikke at være luksus – men der skal være lys og luft omkring os.

En anden del, der gør det let er, at vi ikke tømmer bilen for kufferter og strandstole og surfbræt og kort og brochurer og alskens stads. Kun det nødvendige tages med. Og det er: En taske med toiletartikler, én med bestik og plastictallerkener, én med brød og cereal og krydderier, én med vin og vores gode rom fra Bundaberg, den uundværlige Eski med madvarer og til sidst tasken med skiftetøj til et par dage. Computeren skal selvfølgelig altid med. I kan selv se det på billedet.

De har nogle spøjse sammenhænge hernede. Benzinprisen hernede er ca. det halve af hvad det koster derhjemme – omkring 1$ og 22 cent. Men køber du for mindst 30$ i et supermarked får man pludselig 4 cent rabat pr. liter. Og køber du så lige for 2-3$ på tanken får du lige 4 cent ekstra.

Hvad vi ikke så på Fraser Island oplevede vi helt uventet på en aftentur på stranden ved Seal Rocks. En Dingo. Helt umiskendeligt – dingoen kendes bedst fra hunden på at den går, hvor hunde løber og springer omkring. En stor oplevelse og vi tog også denne gang fotos af dens spor i sandet.

Vi havde et godt gensyn med vores australske golfpar – Pat & Kel – fra 2006 turen. Den dag vi kom, var der Christmas party hos én af deres naboer og som deres gæster blev vi selvfølgelig inviteret med. Det er sjovt at opleve andres traditioner og det var et rigtig hyggeligt party, hvor alle naboer bidrog med drikkevarer og en småret. Vi boede hos dem i 3 dage, hvor vi dels spillede en runde golf på deres bane ved Tuggarah Lake – 85 km nord for Sydney – og dels var på tur rundt i deres nærområde, der er på størrelse med Nordsjælland. Og tænk, de ville oven i købet gerne se os igen.

Både Nambucca Heads, North Haven og Tee Garden bød på mange pelikaner. Normalt ser vi dem flyve lavt hen over vandet, men denne gang så vi også nogle, der svævede højt oppe i luften, næsten som albatrosser, det var utrolig flot; men ved Tee Garden, var der heldigvis også nogle helt tæt på os og en af dem sender lige en julehilsen hjem til jer i Danmark.

Juletiden er over os, og julemanden kommer frem på forskellig vis her i Australien, se selv på billederne. Det ene billede er fra et australsk posthus, hvor postmesteren har bedt julemanden om hjælp til at få al juleposten bragt ud, fordi juleposten er i fare på grund af trusler om strejke blandt postarbejderne.

Juleferien står også for døren og herfra ønsker vi jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkeligt nytår.

Kærlige julehilsener fra Agnes & Flemming

Her kommer næste mail til hjemlandet.