1999-12-08 – Waikiki Beach – Hawaii

Det er vores anden “tirsdag den 7. december 1999”.

Vi er i Honolulu og det er i dag 58. årsdagen for angrebet på Pearl Harbour, de burde vise “Herfra til Evigheden” på TV i aften.

Siden sidst har vi spist masser af sushi –  ikke sådan hver dag – men lige netop den sidste dag i Auckland og de spurgte også hvor mange vi var og dertil kunne jeg jo kun svare, at det var Agnes der var sulten, de kiggede lidt og der var også for 35 NZD$.

Men flyet kunne dog lette næste dag til BULA Fiji – det er ligesom ALOHA på Hawaii.

Det regnede da vi kom og det regnede da vi forlod og også en hel del indimellem, men regnen var varm og det var kun når vi ikke lige ønskede at blive våd at paraplyen kom i brug – og den var standardudstyr på værelset.

De har næsten kun én vej på Fiji, men den går så til gengæld  hele øen rundt og den kørte vi tynd på sydkysten – The Coral Coast. Og koralkyst var det.

Vi boede lige ned til stranden og om formiddagen gik vi tredive skridt og så var vi på reef-walk i en skøn verden af koraller og fisk – der brugte vi altså mange timer med at falde i staver over skønheden.

Fra vores resort – Hideaway – og til den nærmeste by – Sigatoka – kender vi nu hvert eneste hul der er i vejen og heldigvis var det jo en lejet bil, en knaldrød Honda 4WD vi havde lejet, en lækker sag.

Vi boede lige ved siden af en lille landsby (village) og mange af de tjenende ånder samt de optrædende – for sådan nogen er der på et resort – kom derfra.

Alle meget venlige og søde og let til smil og tit når vi sad om aftenen kom vagterne – sådan nogle var der også – hen for at snakke.

Ind i landet går der ikke mange veje og så snart du har forladt den store vej ja så er der kun grus tilbage men også her kommer indbyggerne hen for at snakke så snart vi stopper bilen – ja børnene går såmænd ind for at vække storesøster. Og vi fik et par pennevenner på denne konto – begge to 17-årige piger, der var midt i deres skoleuddannelse og gerne ville  have kontakt med den store verden udenfor – også bare lille DK.

Fiji var også Fiji-time – intet ur ingen tid ingenting – bare lade tingene ske når de sker, spis når du er sulten, der var faktisk kun to tidspunkter der talte, morgenmad inden 10 og så lige flyafgangen.

Vi rejste jo fra Fiji tirsdag eftermiddag kl. 16 og ankom til Honolulu mandag aften kl. 23 så vi har både 2 mandage og 2 tirsdage i én uge og en Diary er ikke bygget til det.

Det er strandvejr i dag så der har vi tilbragt et par timer og nu er vi på bygåtur inden vi samler os sammen til de store ture i morgen – fx Pearl Harbour – alt sammen på egen hånd, vi tager bare en bybus.

Lad os se om det funker.

Kærlig hilsen fra globetrotterne

Agnes & Flemming

Her kommer næste mail til hjemlandet.