2012-06-10 – Magnetic Island

I Darwin boede vi på samme Resort som i 1999.

Et hyggeligt gensyn, og vi vidste, at vi kunne få vasket alt vores snavsede tøj fra Kimberley her.

Og selvom det faktisk var rart at være langt væk fra civilisationen har den alligevel sine fordele – vi fik vores normalt uundværlige computer igen, så vi kunne komme i kontakt med den store verden i Danmark.

Vi fik også mulighed for at se mere til Darwin, end vi havde tid til i 1999, og jeg (Flemming) fik købt en ny Aussie-hat.

Vores tidlige morgenfly fra Darwin til Cairns fløj til tiden, men flyet fra Cairns var forsinket, så vi ankom 45 minutter senere til Townsville, og nåede derfor først færgen 16:30 til Magnetic Island, hvor man lander i Nelly Bay.

Der går en bus, der passer med færgen, men vi skulle lige købe lidt mad i IGA, og måtte finde en taxi til Picnic Bay, så uret viste 18 – og næsten mørkt – inden vi nåede frem til vores hus.

Men taxachaufføren gav os lige os lige den forchromede guidede tur.

Der bor 3.000 mennesker på øen, men ved juletid er antallet oppe på 6.000. Der er både skole, hospital, golfbane og busser på øen. Også flere indkøbssteder og Liquor Stores.

Vi bor på Esplanaden 11 i Picnic Bay – omkring 30 m fra Coral Sea – med en fantastisk udsigt mod Townsville og de sydlige bjerge, se selv på billederne, vi kan kun misundes.

Billeder fra vores hus kommer her: 2012-06-10 – Magnetic Island – Huset

Den første aften var vi trætte, og næste dag gik med at finde os tilrette i et hus med 3 soveværelser og ditto badeværelser i 2 etager.

Og så skulle vi jo også lige finde os tilrette i området, og slappe af ved stranden.

Pub’en og Liquor Store’n ligger meget tæt på, så det er ingen sag at slæbe vinflasker hjem.

Og golfbanen ligger kun 10 minutters gang fra os.

Grundlovsdag var selvfølgelig en god anledning til at spille 9 huller på en lækker par 66 bane, der ligger i et smørhul mellem de høje klipper.

Vi har også udforsket øen fra bussen mellem Picnic Bay og Horseshoe Bay. Det er her folk bor, og det er her alle turisterne holder til – nogle blot for en enkelt dag, andre i kortere eller længere tid.

I Picnic Bay har vi en forskel mellem lavvande og højvande på omkring 3 meter. Revet blotlægges ved lavvande, og så er det umuligt at bade – så havbad skal absolut planlægges her, men det er spændende at gå langt ud på havbunden, og se på dyrelivet ved lavvande.

Helt anderledes er det i Horseshoe Bay, hvor det er muligt at bade døgnet rundt og derfor trækkes de fleste mennesker hertil.

Da vi var i Townsville i 2009, sad vi og kiggede over på Magnetic Island med misundelige blikke. Nu sidder vi og kigger over på Townsville – så der må vi over.

Og det var et hyggeligt gensyn, atter at kunne tage en walk på The Strand – en 4 km lang strandpromenade – som vi boede midt på, sidst vi var her.

Men vi er jo godt bagefter i forårstræningen, så vi må lige have en runde golf til eller måske 2, inden vi forlader øen igen.

2/3 af øen er Nationalpark, som er ret utilgængelig, men der findes nogle walks herovre, og så er der jo lige resten, hvor folk bor og hvor turister kommer til.

Venus passage gennem solen oplevede vi også her på Magnetic Island, og så er der 105 år til næste gang. Vores fuglekikkert gjorde det muligt at få taget et billede af solen og Venus.

Vi har også været oppe ved udsigtspunktet i Picnic Bay, herfra er der en fantastisk udsigt over mod fastlandet og den vestlige del af øen. Det var virkelig et ”look out”, der ville noget.

Og så har øen altså en fugl, med en fuldstændig vild og skinger lyd, den kan også godt larme om natten. Vi har fundet ud af hvilken fugl, der laver lyden, og vi kalder den skrigefuglen på billederne.

Ellers er der masser af små grønne papegøjer, hvide kakaduer, ibis. kookaburra og isfugle, har vi også set og også den ubeskrivelig smukke sommerfugl ”Ulysses”, som vi også så i Cairns i 2009.

Vejret her på Magnetic Island har været med os, vi har hørt om dårligt vejr sydpå og vestpå, men vi følger åbenbart en meget heldig rute, for vi kan i hvert fald ikke klage over vejret. I dag er der 26 grader, og det er varmere end i Cairns.

Skiterrænet – er lige åbnet i Snowy Mountains i det sydlige Australien – 4 uger før normalt, så det må jo være noget koldere dernede.

Men vi skal også lige udforske øen, heroppe i det tropiske nord, og den sidste dag på øen lejer vi en Moke, som er en ret rå åben bil, der jo er velegnet til vejret herovre.

Vores første stop med Moken var i Geoffrey Bay, og det viste sig at være heldigt, for her var rigtig mange rock wallabies, de er ret små og nuttede, se selv billederne.

Vi var også ude at gå ”The Forts Walk” – det er den walk, hvor der er størst mulighed for at spotte koalaer, som der findes en del af på øen, og vi var heldige og fik set en nuttet koalaunge. At der så også var en skøn udsigt oppe fra toppen af fortet var en skøn sidegevinst.

På Magnetic Island er de blevet berømte for at arrangere bryllupper. Da vi kom forbi Alma Bay, hvor vi ville bade, var der er bryllup i gang. I Picnic Bay så vi 3 bryllupper, mens vi var der, men det er da også romantisk at blive gift i det fri med en skøn udsigt til Coral Sea.

Se billederne fra øen her 2012-06-10 – Magnetic Island – Øen

I morgen tager vi til Sydney igen og det er sidste stop før flyveturen hjem, så nu varer det ikke længe før vi ses igen.

Agnes + Flemming

Her kommer næste skriv hjem.