2012-03-28 – Blue Mountains

Det er sjældent vi forlader et spirende forår i Danmark for at møde efteråret i Australien.

Nu gjorde vi det.

Efter et morgenbad i Øresund, en solskinseftermiddag i Kastrup – en kølig aften i London og en fugtigvarm eftermiddag i Bangkok er vi nu nået til vores elskede Sydney.

Vi har hentet vores bil – en rød Mitsubishi – og er kørt de 120 km til Leura i Blue Mountains og er blevet indlogeret hos Leonie & Ken i deres Fairway Lodge lige ved siden af golfbanen.

Vi har været uafbrudt af sted i 36 timer nu.

Det er midt på dagen og der er lang tid til sengetid. Vi bliver nød til at holde os i gang og en vandretur rundt til udsigtspunkterne på golfbanen kan lige holde os oppe.

Vi bor i 850 m højde over havet så vejret er lidt køligere heroppe på denne årstid.

Men de kommende dage bød alligevel på vandreture i området i sol og varme.

Første dag kørte Ken og Leonie os ud i området hvorefter vi kunne vandre tilbage til dem, en god tur i smuk natur.

Næste dag var mere human. Det var vores golfdag og hernede kører vi rundt på banen så den eneste motion var vores slag til en lille rund kugle. Dem var der til gengæld også nogle stykker af. Der må have været rust på jernet eller også var det os.

Sidste dag var fuld af strabadser.

Vi skulle ud til et af ikonerne i Blue Mountains – Wentworth Falls.

Fra toppen af vandfaldet er der en forskel på 200 meter ned til det sted, hvor vi sluttede. Var vi fortsat helt ned i dalen, ville det virkelig have ”trukket tænder ud” , så det gjorde vi ikke. Det tog os en time at komme ned, og det var OK. Opturen tog også mindst en time, men den krævede altså ”sin mand”, for trinene var udskåret i klipperne og var mega høje.

Se billederne her 2012-03-28 – Blue Mountains

At vores ben var hele dagen efter, var egentlig et under.

Ikke mere fra Blue Mountains – nu skal vi til Sydney.

Hilsen fra

Agnes + Flemming

Her kommer næste skriv hjem.