2010-01-31 – Epilog-mail

Hej igen for sidste gang i denne omgang kære familie & venner

Vi er lige landet i Hørsholm igen.

I løbet af 4 måneder i Australien har vi kørt knap 12.000 km i 3 biler, boet 51 forskellige steder, besøgt 5 australske stater, vandret et ukendt antal km over bjerge, gennem regnskove, canyons og byer. Det er lykkedes os at spille 10 runder golf på 5 forskellige baner. Vi kender efterhånden alle australske mærker af el-kedler, toastere og BBQ’s. Vi har fløjet med 12 forskellige fly i alle størrelser fra vi forlod DK til vi kom hjem igen. Og vi har 9.000 billeder med hjem, for vi har jo set fantastisk smuk natur og dyreliv undervejs.

De sidste 14 dage af vores tur har været noget af et gensyn med steder, vi absolut måtte se igen og tage afsked med.

Bermagui: En sød lille by med fiskeri og en fantastisk strand i en lille bugt. Den ligger 200 km syd for Sydney og vi opdagede den allerede på vores første tur i 1996.

Gipsy Point: Et lille landingssted på grænsen mellem NSW og Victoria beliggende ved vandet i Mallacoota Inlet. Der er kænguruer og papegøjer og Tawny Frogmouth ugler og havørne og azurblå Kingfishere og Leguaner. Og morgendisen over vandet er et vidunderligt skue. Også her var vi første gang i 1996.

Raymond Island: Det er også en ø, men en lille én med en kabelfærge. Her bor koalaerne faktisk i folks baghave og i løbet af 1½ times walk så vi omkring 20 og heraf et par store unger, der stadig kunne lide at sidde på ryggen af deres mor. Det er nok det sted i Australien hvor der er størst chance for at se koalaer i den fri natur.

Philip Island: Det er en hel ø sydøst for Melbourne. Det var vores første stop på 2006 turen og vi blev straks betaget af naturen og koalaerne og pingvinerne, der stod og kiggede på os.

Tennis i Melbourne var en mulighed vi ikke havde overvejet hjemmefra, men efter nogle spændende kampe i TV blev vi grebet af stemningen, for hvornår er man ellers i Melbourne under Australian Open? Vi havde håbet på, at Caroline var kommet videre til semifinalerne, men i stedet blev det semifinalekampe mellem Serena Williams & Li Na og mellem Justine Henin & Zheng Jie. Som opvarmning var der en semifinalekamp i herredouble. Det blev 6 spændende timer på langsiden i Rod Laver Arena, som vi ikke ville have undværet. Finalekampen var først om lørdagen og da var vi på vej hjem.

Yarra Glen i Yarra Valley vinområdet lidt NV for Melbourne var sidste stop inden hjemturen. Vi havde valgt nogle rolige omgivelser på Outlook Hill Vineyard til de sidste dage i Australien og boede i en lille cottage tilknyttet vineyarden. Fra vores lille Pinot Cottage havde vi den skønneste udsigt over vinmarker og åbent landskab og vi blev på det varmeste modtaget af stedets ”kvik” hund og dens ”storebror”. Den lille ”kvik” flyttede på det nærmeste ind hos os, sov i sofaen og tiggede ved bordet osv.

Vi kunne se, at der havde været brand i noget bushland og skov lige bag vores cottage. Værtsparret fortalte, at der havde været en stor brand på deres vineyard for et år siden, og at branden var en del af ”Black Saturday” brandene, hvor mange mennesker omkom, fordi de flygtede for sent fra brandene og blev fanget af ilden på deres vej væk. Temperaturen var dengang oppe på vilde 46 grader og på grund af stærk blæst fortsatte den også over vejene, hvilket er usædvanligt, fordi de normalt virker som brandbælter.

På Outlook Hill Vineyard havde de heldigvis vand nok til at stå imod, og det blev deres redning, men ilden var strøget over vinmarkerne og havde svedet alle bladene på vinstokkene, men heldigvis ikke druerne, så deres tab var begrænset. Men mange mistede alt.

Vores rejse i Australien har været et rigtigt eventyr. Aldrig før har vi set så mange forskellige eksotiske dyr ude i den vilde natur og oplevet så meget flot natur. Vi har været meget heldige, men har også gjort os stor umage med at læse på lektien og opsøge de ”rigtige” steder.

På vores Cape York tur i oktober, blev vi af en af vores rejsefæller på det varmeste anbefalet en camping safari tur, der går fra Darwin i nord til Broome i vest og tilbage igen. Turen skulle være en fantastisk smuk naturoplevelse.

Vi overvejer en tur dertil i foråret 2012, men den tid den glæde.

Men det er nu dejligt at være hjemme igen.

Vi sender for sidste gang billeder fra sommeren i Australien, denne gang fra Philip Island: Koaler og en lille pingvinunge, der venter på mor og far i sin rede, os før vi tog til Yarra Valley og Flemming på Rod Laver Arena i Melbourne efter semifinalerne.

Endelig en snehilsen fra

Agnes & Flemming