2010-01-16 – Merimbula-mail

Hej familie & venner

Vi er nu midt i januar og har 2 uger tilbage af vores australske rejse.

Som I ved fra sidste mail tog vi efter nytår til de smukke Blue Mountains, der kun ligger ca. 100 km vest for Sydney. Vi boede hos en rigtig sød familie, der havde opgivet deres landbrug for at drive en ”bed & breakfast” lodge der.

Efter Blue Mountains tog vi tilbage til kysten og havde nogle gode dage der. På anbefaling fra en ”lokal” franskmand tog vi til Pebbly Beach. En strand i en Nationalpark, hvor vi kunne håndfodre papegøjer og hvor kænguruerne kom ned på stranden, det var rigtig sjovt.

Og så har vi for første gang besøgt den australske hovedstad – som ikke er Sydney, men Canberra, byen ligger på en højslette 650 meter over havet omkring 100 km inde i landet midt imellem Melbourne og Sydney.

Canberra blev opbygget som hovedstad fordi det var umuligt at vælge mellem Sydney og Melbourne og det er en forholdsvis ung by. På en måde er den opbygget efter et parisisk mønster med lige linier, der udgår fra parlamentet.

Byen i sig selv er ikke spændende, men den indeholder en hel del af den australske historie, lige fra Nationalmuseet, det nye og gamle parlament og det australske War Memorial.

Formålet med vores besøg her var især at dykke ned bag den australske historie. Vi startede i War Memorial og det er vist første gang, vi har været fra de åbnede til de lukkede på et ”museum”. Det var en fantastisk og rørende oplevelse, hvor vi startede med en guidet 2 timers rundvisning med highlights, så vidste vi lidt om, hvad vi ville se nærmere på.

Australiens rolle i 1. Verdenskrig var stor. De stillede med en styrke, der dengang svarede til 10 % af befolkningen – 62.000 af dem kom ikke hjem igen. Det er ret tankevækkende, når man tænker på hvor langt væk kontinentet ligger.

Navne på 62.000 faldne fra WW1 og 40.000 fra WW2 er indgraveret på væggene. Også 11 faldne fra konflikten i Afghanistan er indgraveret, men her er desværre plads til flere!!!

De som har set filmen Australia ved også, at Australien blev angrebet af Japan under 2. Verdenskrig – det gik særligt ud over området omkring Darwin, men at japanerne også forsøgte sig med angreb i Sydney Harbour med små U-både var en overraskelse for os.

I Australien har de i mange år haft en memorialdag – den 25. april – som er dagen for de allieredes landgang i Gallipoli i 1915 under 1. Verdenskrig, og det er en sørgelig historie, som kostede alt for mange menneskeliv og hvor mange blev invalideret, særligt blandt australske og new zealandske soldater.

I Danmark har vi først for nylig indført en flagdag for militæret – den 5. september, men vi har nok heller ikke de samme militære traditioner som ”The British Empire”.

Vi besøgte også det gamle parlament, der blev benyttet fra 1927 til 1988. Parlamentet er nu et spændende museum, og det er bevaret som det var med parlament og senat og tilstødende ”gemakker”. Historien om Australiens politiske system fra de blev samlet som en nation i 1901 fortælles med små filmoptagelser og med historier i displays for hver enkelt Premierminister helt tilbage fra starten.

Australiens Nationale museum blev indviet i 2001 – 100 året for nationens fødsel. Museet er helt anderledes end andre museer vi har set og meget vedkommende, fordi det fortæller den almindelige befolknings historie med billeder, tekst, filmklip, samt ting fra aboriginere og immigranter. De har f. eks. en australsk Holden (bil) fra 1953, der kostede 2 års løn for en almindelig lønmodtager – ja selv James Cook’s tekop fra hans første Endavour rejse i 1770 havde de.

Og museet er levende, fordi det er ført helt op til i dag, og fordi historien ikke stopper. Museet inviterer australiere til at skrive og fortælle om deres historie og deres families skæbne.

Vi er nu tilbage ved kysten, hvor vi tilbringer det meste af den sidste tid vi har tilbage i Australien.

Vi sender som sædvanligt et lille udvalg af billeder: Smukke Blue Mountain, Canberra’s War Memorial med Roll of Honour og billede fra Memorial med udsigt til det gamle og nye parlament og så lige kænguruer på Pebbly Beach.

Varme sommerhilsener

Agnes & Flemming

Her kommer næste mail til hjemlandet.