2009-10-04 – Cairns-mail

Hej alle sammen

Kl. 14 lokal tid – efter 42 timers rejse siden Mikkelborg sad vi endelig i vores Tropical Retreat i Cairns.

Turen forløb egentlig stille og roligt med de sædvanlige tjek og køer i lufthavnene og søvn afløst af spisepauser, eller var det nu omvendt. Lige bortset fra da vi skulle forlade Frankfurt. Vores rækkenummer var 33 og af uvisse grunde havde hele denne 3 sædes række løsnet sig fra underlaget. Et reparationshold fra flyselskabet blev tilkaldt og de havde et vældigt besvær med at få det sat fast, så først ½ time efter normal afgang var de færdige og vi kunne komme af sted. En skæg oplevelse rigere.

Men nu er vi her. Et hurtigt bad og vi er klar til en bytur, for trods servering undervejs er vi frokostsultne og kun en god fiskemenu på Esplanaden med udsigt over vandet gør os fit for fight igen.

33 grader og solskin og en god brise er en god kombination og gør temperaturen behagelig. Og bliver det lidt for varmt dropper vi lige ind i et stormagasin og får kulden igen.

Vi var her en kort stund i 1996 og på vores tur rundt i byen – vi er jo nysgerrige – kan vi godt se, at der er sket en hel del hernede især på havnefronterne som alle andre steder rundt omkring i verden, men de er sluppet OK fra det her. Faktisk er det ret fantastisk med kunstig badelagune (der kan være krokodiller i bugten), barbeque områder med borde og bænke, græs til leg og solbadning og stort område med kunstig strand med beachvolley og skateboard ramper.

Det bliver sent og mørkt inden vi er på vej hjem så flagermusene er begyndt at finde natlogi i et træ langs Esplanaden.

En nightcap og vi er i seng inden 21.

I dag søndag sov vi længe og tog den sene morgenmad og har taget en slapper herhjemme og i byen.

På vejen hjem så vi for første gang masser af papegøjer her i Cairns – nogen rigtig flotte – der i store flokke søgte natlogi i træerne langs vandet. Her er også pelikaner og ibis og mange andre spændende fugle.

Men nu får I ikke mere for denne gang – bortset fra nogle billeder – vi er trætte igen og skal være friske til i morgen, hvor vi skal med en catamaran ud på revet.

Kærlig hilsen

Agnes & Flemming

 

Her kommer næste mail til hjemlandet.